PR udvalget for Vindblæs Friskoles teaterstykke melder klar til generalprøve på torsdag: Alle er velkomne
På Vindblæs Friskole i Norup har alle elever, de sidste par uger, arbejdet benhårdt med årets store teaterforestilling, som har generalprøve på torsdag kl. 10.00 og præmiere samme dag om aftenen.
Alle Friskolens elever har deltaget i forskellige arbejdsgrupper og der har været plads og brug for deltagelse af alle – både på scenen, bagved og med andre opgaver for at få hele teaterstykket ‘De fire elementer Vindblæsten fortæller’ til at gå op i en højere enhed.
Anna Poulsen, Jasmin Snydstrup og Andreas Gaurilas udgør PR udvalget for dette års teaterstykke. Mariagerfjordposten.dk har talt med de tre 9. klasses elever og kan hermed afsløre, at forventningerne til årets store teaterstykke lyser ud af øjnene på dem og at de glæder sig over, efter flere års corona-pause, at teater-ugerne igen er tilbage i undervisningen på Vindblæs Friskole.
LÆS OGSÅ: Traditionsrig teateruge er endelig tilbage på Vindblæs Friskole
– Det bliver mega-godt og jeg tror, at vi alle har styr på hver vores opgaver, fortæller Andreas, der tidligere har prøvet at være med i arbejdet i teater-ugerne på skolen. Det bliver en god forestilling, som er godt skrevet af en lærergruppe med skoleleder Carina i front, og vores skolekammerater har virkeligt øver sig og gjort sig umage for, at alle der kommer og ser forestillingen, får en god oplevelse, fortæller Andreas og fortsætter:
– Under forestillingen har vi som PR udvalg lavet slideshow, der understøtter skuespillerne med billeder, lyde og effekter.
Første teater-uger for Anna og Jasmin
For PR udvalgets øvrige to medlemmer Anna Poulsen og Jasmin Snydstrup er der tale om debut i forhold til at deltage i skolens store teater-uger. De er begge kommet til skolen i løbet af de sidste par år.
– Vi går i 9. klasse og er glade for, at teater ugerne kan afvikles igen, inden at vi til sommerferien stopper på skolen. Alle elever og lærere har talt så godt om ugerne og vi kan kun give dem ret – Det er et godt projekt, hvor hele skolen er inddraget og bidrager. Som pr-udvalg har vi lavet plakater og annoncer til ophæng og til brug på sociale medier. Vi har skrevet en artikel, som er sendt ud på skolens nyhedsbrev. Vi har indbudt nabo skolerne til generalprøven torsdag kl. 10.00, som er ganske gratis at komme til, så vi håber bare, at mange vil tage imod tilbuddet og komme og se forestillingen, slutter Anna og Jasmin.
Torsdag aften den 9. februar vises forestillingen ydermere for forældre og søskende. Begge forestillinger foregår i Frihallen på Vognmandsgade i Norup.
LÆS OGSÅ: 80 års fødselsdag