Fagudvalg behandler Vuggestuepladser i Dagtilbud Hadsund og Dagtilbud Rold Skov
Udvalget for Børn og Familie i Mariagerfjord Kommune holder møde den 28. februar 2023. På dagsordenen er der blandt andet: Vuggestuepladser i Dagtilbud Hadsund og Dagtilbud Rold Skov.
Udvalget for Børn og Familie har behandlet en opsamling af kapacitetsanalysens opmærksomhedspunkter på dagtilbudsområdet. Et af disse opmærksomhedspunkter er permanentgørelse af de midlertidige vuggestuepladser i Dagtilbud Hadsund og Dagtilbud Rold Skov.
Indstilling
Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Byrådet:
1. At de midlertidige vuggestuepladser fremadrettet indgår som permanent kapacitet i Dagtilbud Hadsund og Dagtilbud Rold Skov.
Inddragelse
Udvalget for Børn og Familie valgte d. 3. januar at sende forslaget i høring i forældrebestyrelserne for Dagtilbud Hadsund, Dagtilbud Rold Skov og Dagplejen. De har alle indsendt et høringssvar, som kort opsummeres nedenfor.
Dagtilbud Hadsund
– Bestyrelsen er meget positive for permanentgørelsen. De fysiske rammer er passende for den nye normering og det vil give et bæredygtigt tilbud med stor stabilitet.
Dagtilbud Rold Skov
– Bestyrelsen er meget positive for permanentgørelsen. Det har skabt en sund økonomi og undersøtter den pædagogiske kvalitet i Himmelblå.
– Bestyrelsen bemærker, at en normering på 36 må betragtes som det maksimale i de nuværende bygninger. Yderligere pladser vil kræve øget bygningsmasse.
Dagplejen.
– Dagplejens bestyrelse anerkender, at der grundet rekrutteringsudfordringer er behov for at øge antallet af vuggestuepladser i de to distrikter.
– Bestyrelsen appellerer til, at pasningskapaciteten og tilpasses for vuggestuerne, såfremt der er nedgang i børnetallet.
Sagsfremstilling
I Vuggestuerne Himmelblå og Lærkereden, som er en del af henholdsvis Dagtilbud Rold Skov og Dagtilbud Hadsund, har det været nødvendigt administrativt at oprette midlertidige vuggestuepladser for at imødekomme behovet for dagtilbudspladser. Det skyldtes dels, at Dagplejen har oplevet rekrutteringsvanskeligheder i de to områder, men også en stigning i børnetallet. Samtidig er det attraktivt i forhold til bosætning, at der kan vælges mellem dagpleje og vuggestue.
Konkret er der oprettet 12 midlertidige pladser i Lærkereden og 3 midlertidige pladser I Himmelblå. De midlertidige pladser betyder, at både Lærkereden og Himmelblå har en normering på 36 pladser. De to vuggestuer havde forinden en normering på 24 børn i Lærkereden og op til 33 børn i Himmelblå. De midlertidige pladser, som er administrativt oprettet, vil udløbe i foråret 2023, hvis de ikke gøres permanente.
Både Himmelblå og Lærkereden har de fysiske rammer til at have en normering på 36 børn. Dermed kræver det ikke yderligere anlægsinvesteringer. Derudover vil det ikke påvirke den kommende proces omkring fremtidens Dagtilbud Hadsund yderligere. Mariagerfjord Kommunes befolkningsprognose forudser, at der også i de kommende år vil være en stigning i antallet af 0-2 årige i de to distrikter. Det vil derfor også fremadrettet være nødvendigt med flere 0-2 års pladser i de to distrikter. Dagplejen vil fortsat have et fokus på rekruttering af nye kvalificerede dagplejere og på at sikre bæredygtige dagplejegrupper. Såfremt de midlertidige vuggestuepladser nedlægges, vil det på den korte bane være nødvendigt at anvende 5. barns placeringer i dagplejen. Der vil ligeledes være flere familier, som vil opleve at få anvist en plads længere fra deres bopæl. På længere sigt, vil det kræve yderligere rekruttering af nye dagplejere i de to distrikter.
Økonomi
Forøgelsen med 15 vuggestuepladser i Vuggestuerne Himmelblå og Lærkereden, vil give en varig merudgift på 156.083kr.
Fra 2024 vil udgiften blive reguleret via Demografireguleringen.
LÆS OGSÅ: Udvalget for Børn og Familie besøger Børnehuset Stoldalen