En barndom i manegen – et filmforedrag om Cirkus Schumann
Der er mennesker, som har en helt usædvanlig livshistorie, som kalder på at blive fortalt. En af dem er cirkusartisten Benny Schumanns.
Han blev i 1945 født ind i en farverig cirkusverden, og torsdag 30. marts kan du komme med på en rejse blandt elefanter, tigere, kostbare heste, internationale artister og flotte kostumer, når cirkusartist Benny Schumann fortæller om sin barndom i Cirkus Schumann – et af mest anerkendte og ambitiøse cirkus i Danmark i det 20. århundrede.
Forældrene Albert Schumann og Paulina Rivel stod i spidsen for Cirkus Schumann fra 1930’erne og helt frem til 1968 sammen med Schumanns farbror Max Schumann. De gav forestillinger i den fornemme Cirkusbygning i København i sommermånederne og var gennem årtier et af det mest anerkendte og glamourøse cirkus i Danmark. Det var en topprofessionel virksomhed, som krævede talent og blod, sved og tårer, og Benny Schumann blev allerede som barn i 1950’erne en af Cirkus Schumanns berømte ryttere.
Hans morfar var den verdensberømte klovn Charles Rivel, der flere gange optrådte i Cirkus Schumann, og som er Benny Schumanns forbillede i hans senere virke som klovn.
Foredraget 30. marts er visuelt sammensat, så det tager publikum med på en rejse gennem Schumanns eventyrlige og sælsomme opvækst i cirkusteltet. Det indeholder ekstraordinære dokumentariske filmoptagelser og giver en særlig indsigt i familien Schumanns historie og i en meget anderledes barndom blandt klovne, eksotiske dyr og fantastiske verdensartister.
Foredraget er et samarbejde mellem Nordjyske Museer og Cirkusmuseets Museumsforeningen, og det støttes af Cirkusfonden i Rold.
Foredraget er inkl. kaffe og småkager.
Billetter købes på:
https://nordjyskemuseer.dk/arrangement/en-barndom-i-manegen-et-filmforedrag-om-cirkus-schumann/
Der er generalforsamling i Cirkushusets Museumsforening den 15. marts kl. 19.00