ForsideHobroLokale har byttet jord - nyt naturområde ved Glenstrup Enge

Lokale har byttet jord – nyt naturområde ved Glenstrup Enge

Lokale har byttet jord – nyt naturområde ved Glenstrup Enge

- Annonce -

Ved Glenstrup Enge, syd for Hobro, har fem jordejere givet hinanden håndslag på, at den truede natur skal have helle på ikke mindre end 40 hektar, der ligger gudesmukt lige ved bredden af Glenstrup Sø. Og det er ikke kun dyr og planter, som får glæde af det skønne område. Ejerne sørger nemlig også for fremkommelige trampestier, så alle os, der sætter pris på den frie natur kan få en ordentlig en på opleveren.

I forbindelse med jordbytteriet har nye såvel som gamle jordejere givet hinanden tilsagn om at tage et fælles ansvar for naturen og sætte græssende dyr i området. Den gode grønne ide er en udløber af projektet ‘Fælles Forandring’, hvor lokale kræfter satte ord på deres ønsker og drømme for området. Mariagerfjord Kommune har været fødselshjælper på projektet, og projektleder Mette Bramm er glad for udbyttet af anstrengelserne.

– Vi har lyttet til de lokale, og vi blev straks begejstrede, da vi så, at deres ideer kunne få hensynet til naturen, miljøet og klimaet til at gå hånd i hånd. Det er et ekstra plus, at alle får adgang til det smukke naturområde, fordi det styrker det lokale fællesskab og forhåbentlig giver endnu flere lyst til at bosætte sig i lokalsamfundet, siger projektleder Mette Bramm.

Naturen får comeback

Ifølge Mette Bramm kommer der til at ske en biologisk revolution ved Glenstrup Enge. Hvor der før var bølgende kornmarker, kommer der nu meget mere natur. Sjældne arter får plads og luft til at spire og gro, når landmandens plov forsvinder, kreaturer kommer på græs, og de små kildebække atter får frit lejde til at sno sig. Naturen får et comeback, og vi krydser fingre for, at vi snart vil se mosetyper som rigkær, blomsten Engblomme og den fine orkidé Maj-Gøgeurt.

Sådan ser naturområdet ud i dag. Der er allerede en smuk udsigt ud over Glenstrup Sø fra Glenstrup Enge. Foto: Mariagerfjord Kommune

Landbrugsjorden, som ligger lige ned til søbredden, flytter væk. Det gavner vandmiljøet, fordi fosfor og andre næringsstoffer fra landbruget ikke længere risikerer at ende i søens vand med algevækst og iltsvind til følge. Det betyder også, at der bliver fred og ro til at nyde den rige natur, fordi store landbrugsmaskiner ikke længere vil skulle gennem Glenstrup by og langs områdets småveje.

Det glæder Flemming Rasmussen, som er en af de lokale jordejere, som spiller en aktiv rolle i projektet.

– Vi kan gøre så meget godt for vores lokalområde. Landmændene har fået mere sammenhæng i deres jorde, og vi har fået sammenhængende naturområder til gavn for både naturen, klimaet og os, der lever og bor ved Glenstrup Sø. Det er helt afgørende, at fordelingen af jorden skaber værdi for os lokale, og her har vi virkelig haft en positiv dialog med kommunen og de øvrige interessenter, fortæller Flemming Rasmussen.

– Det er dejligt, at vi er enige om at udvikle området og giver folk adgang til søen. Jeg håber, at det fører til, at både lokale og gæster atter vil begynde at bruge søen til at bade og fiske i. Sådan var det nemlig engang, og sådan må det gerne blive igen, slutter Flemming Rasmussen.

Det er Realdania, der står bag projektet ‘Fælles Forandring’, som så dagens lys i 2019. Realdania støtter projektet ved Glenstrup Enge med to millioner kroner til at omlægge de lavtliggende landbrugsjorde til naturområder. Miljøstyrelsens klima-lavbundsordning dækker projektet med yderligere tre millioner kroner.

Det nye naturområde ved Glenstrup Enge bliver en realitet i 2024.

LÆS OGSÅ: Flygtede fra færdselsuheld på motorvejen

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler