Pas på: 74-årig udsat for bedrageri
Mandag kl. 02.45 kontaktede en 74-årig kvinde Vagtcentralen og anmeldte, at hun sandsynligvis havde været udsat for bedrageri.
Omkring kl. 18 havde en person ringet til hende og oplyst, at han kom fra Politiet og at ukendte gerningsmænd havde hacket hendes konti og at han kunne hjælpe hende med at sikre sine penge på en anden konto.
Dette viste sig selvfølgelig at være svindel, idet Politiet (eller banken) aldrig vil kontakte borgere og anmode om at få oplyst MitID, overført penge eller lignende.
Desværre havde den 74-årig overført et større beløb, hvilket der arbejdes på at få standset om muligt.
Ovenstående hændelse er sket i Østjyllands Politikreds, men politiet opfordrer alle til at være på vagt, eftersom lignende hændelser kan være mulige alle andre steder også.
Gode råd til at undgå at blive snydt
• Udlevér aldrig koder eller følsomme personoplysninger over telefonen
• Læg på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke at være høflig
• Er du i tvivl, så søg selv bankens eller myndighedens telefonnummer frem via internettet og foretag et kontrolopkald
• Er du kommet til at udlevere dine oplysninger så ring straks til banken og få din konto spærret samt ring til politiet på tlf. 114.