Fortjener din arbejdsplads en særlig anerkendelse?
Der findes rigtig mange gode arbejdspladser i Mariagerfjord Kommune. Men synes du alligevel, at din er noget helt særligt, så har du nu mulighed for at indstille den til årets arbejdsplads.
Det er Mariagerfjord Erhverv, der lige nu er på udkig efter kandidater til titlen. Vinderen findes til efterårets store Award Night for erhvervslivet, der i år afholdes 12. november i Hobro Idrætscenter. Selvom der således er et stykke tid til, så er det nu tid til at indstille kandidater. Sidste frist er nemlig allerede 4. august.
– Årets arbejdsplads er en ny kategori i år, og vi har allerede fået en del indstillinger, men jeg er overbevist om, at der stadig findes en del medarbejdere, som gerne vil indstille netop deres virksomhed til årets arbejdsplads.
– Og det er meget hurtigt og nemt. Det kræver blot nogle få klik og ord inde på vores hjemmeside, så har man indstillet, fortæller Michael Christiansen, erhvervschef hos Mariagerfjord Erhverv, der står bag kåringen.
Egen, personlige begrundelse
Det er helt op til den enkelte medarbejder, hvorfor man synes, at netop ens arbejdsplads er den bedste i Mariagerfjord Kommune. Man kan komme med sin helt egen, personlige begrundelse.
– Det kan være forhold som trivsel, arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder i virksomheden. Men det kan også været, at virksomheden gør en ekstra indsats for at styrke fællesskabet. Eller måske noget helt andet, lyder det fra Michael Christiansen.
Alle indstillinger bliver vurderet af forretningsudvalget hos Mariagerfjord Erhverv, der udvælger tre kandidater, som bliver nomineret til titlen. Disse virksomheder vil blive præsenteret til Award Night 12. november, hvor den endelige vinder bliver kåret.
Indstillinger kan ske på: mfer.dk
Fortjener din arbejdsplads en særlig anerkendelse?
- Annonce -
- Annonce -





