AIF Gymnastik i Assens – 20 års jubilæum og ny sæson skydes i gang
Første uge i september, byder AIF Gymnastik i Assens atter velkommen til endnu en sæson.
En sæson hvor antallet af hold igen er blevet udvidet pga. stor efterspørgsel. AIF tilbyder hold for de mindste, hvor mor og/eller far giver en hjælpende hånd, for at redskaberne kan erobres, og helt op til seniorerne, hvor smil, latter og socialt samvær er en af de vigtige elementer.
-Der, midt imellem, har vi en lang række hold, så vi sikrer, at der er noget for alle … og når vi siger alle, så mener vi det bogstaveligt talt. Vi bor i et lille samfund, hvor vi sætter stor pris på, at der er og skal være plads til alle, og ud fra de mange tilbagemeldinger vi modtager, så klarer vi den del ret godt hos AIF Gymnastik, fortæller formand Jytte Thygesen og fortsætter:
-Til sidste sæson havde vi et nyt tiltag på programmet – nemlig Trampolin Fitness. Det blev så overvældende en succes, at vi desværre havde flere på venteliste, til de eftertragtede trampoliner. Denne sæson rummer derfor ikke mindre end 6 trampolinhold, fordelt fra mandag til torsdag, i meget spredte tidsrum, – igen for at ramme bredest muligt, når det lige præcis passer DIG bedst.
-Programpakken består yderligere af en del hold som er ”gengangere”, hvor en stabil deltagerskare tilmelder sig år efter år, og hvor vi tiltrækker medlemmer fra et stort opland, lige fra Hadsund til Mariager og til en sløjfe ud omkring Gjerlev. Et stort flot opland, som vi sætter utrolig stor pris på, for som vi er enige om i foreningen, så er vi tilpas ”anderledes” til at deltagerne gerne vil køre til Assens, for at deltage på vores hold.
-AIF blev stiftet tilbage i 2003, og vi kunne derfor netop i år, udnævne 3 æresmedlemmer, som alle har været trofaste deltagere gennem alle 20 år. Ikke blot på ét hold, men faktisk hele 4 hold ugentligt, hvoraf de 3 undervisninger løber af stablen lige i rap, om tirsdagen. Vi er utroligt beærede over, dels at vi har kunnet fastholde de 3 skønne damer som medlemmer i 20 år, og dels at vi har så friske ”unge damer” i Assens.