Mariagerfjord har brug for praktisk erfaring – Anders Laustsen vil bidrage med sin baggrund fra landbruget
I denne artikel kan du møde Anders Laustsen, der stiller op for Venstre i Mariagerfjord Kommune ved valget den 18. november 2025.
Hvem er du helt kort?
Jeg hedder Anders Laustsen, er 56 år og bor i Norup med min hustru Mette. Sidste år solgte vi vores gård på Norup Østermark, hvor vi havde en besætning på 1.700 Kreature og drev 1.350 hektar jord med 20 ansatte. Det var en stor beslutning, men allerede nu kan vi mærke, at det var det rigtige – vi har fået mere tid til andre ting, og jeg har nu tid til at engagere mig politisk.
Vores børn er fløjet hjemmefra, og vi trives i vores nye hus og med vores fuldtidsjob – Mette på intensivafdelingen i Randers og jeg hos DLG i Aars. Selvom vi solgte gården, har vi stadig omkring 30 dyr på vores mindre ejendom, som bruges til naturpleje, i samarbejde kommunen. Det er blevet en fritidsbeskæftigelse, men dejligt stadig at have dyr omkring sig.
Hvornår begyndte du at interessere dig for politik – og hvorfor?
Jeg blev medlem af Venstre som 17-årig og har altid haft interesse for samfundet og for at præge det. I otte år var jeg formand for en landbrugsforening med over 700 medlemmer, hvor jeg fik erfaring med organisatorisk arbejde og repræsentation. Nu stiller jeg op til byrådet for at bringe mine erfaringer fra baglandet ind i det politiske arbejde.
Jeg ser mig selv som en “højskole og friskole venstre”-mand – mit fokus er, at pengene i kommunen skal bruges bedst og fornuftigt, så borgerne får mest muligt ud af dem. Skattelettelser er fine, men jeg prioriterer forbedringer inden for kommunen først.
Hvordan mener du, at Mariagerfjord Kommune kan blive et endnu bedre sted at bo?
Jeg har i mange år undret mig over nogle af kommunens beslutninger, og nu vil jeg være med til at påvirke tingene fra beslutningssiden. Politik er en evig proces, og kommunen skal hele tiden holdes på sporet og udvikles til det bedre.
Den Grønne Trepart er interessant, men der vil være behov for mod, vilje og god kommunikation mellem kommunen og landmændene for at finde de bedste løsninger. Jeg har brugt mange år på landbruget, men i sommer har jeg haft tid til at opleve området med “turist-briller” – og hold da op, hvor er Mariagerfjord og særligt Mariager og Østkysten fantastisk områder, som vi skal understøtte og udvikle og det vil jeg gerne være med til.
Der er stadig plads til forbedringer inden for Børne og unge området og ikke mindst ældreområdet.Vil du gerne have indflydelse på, hvem der skal repræsentere dig i byrådet og regionsrådet?
Så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit kryds personligt på din foretrukne kandidat.





