Hobro IK sælger Søren Andreasen
Hobro IK er på sommertransfervinduets sidste dag blevet enige med Aarhus Fremad om et salg af Søren Andreasen.
Søren Andreasen kom til Hobro IK i sommeren 2024, og siden er det blevet til 68 kampe i den gule trøje med 17 mål til følge. Den 30-årige angriber har dermed været en markant del af Hobro IKs trup gennem de seneste to sæsoner, hvor han både på og uden for banen har sat sit præg på klubben.
Sportschef Lars Justesen takker Søren Andreasen for indsatsen i Hobro IK:
– Søren har været et fremragende bekendtskab for vores klub, hvor han på sin helt egen måde har taget ansvar både på og uden for banen. Han har været en god rollemodel for vores mange unge spillere og vist vejen på træningsbanen såvel som til kamp. Han arbejder altid stenhårdt, men har samtidig formået at sprede glæde og godt humør i truppen og været med til at holde fanen højt i såvel gode som dårlige perioder.
– Tiden var dog nu den rigtige for både os og Søren til, at der skulle ske noget nyt, og vi ønsker derfor Søren alt muligt held og lykke samt en stor tak for indsatsen i vores klub.
Den farlige angriber, der tidligere har været i Aarhus Fremad, smiler med det ene øje og græder med det andet. Søren Andreasen sætter ord på beslutningen:
– Hobro IK har været en fed klub at være i. Der er et godt miljø og en god familiær stemning, hvor alle vil hinanden. Derfor har det heller ikke været en nem beslutning for mig at skulle skifte græsgangene i Hobro ud med Aarhus Fremad, men timingen er nu den rigtige for mig og min familie.
– Jeg kommer til at savne Hobro IK. Det er en klub, der altid vil betyde noget specielt for mig. Et sted, hvor jeg har fået mange gode minder og bekendtskaber, og hvor jeg har nydt at spille fodbold. Jeg vil sige en stor tak til alle i og omkring klubben for tiden og ønsker klubben alt muligt held og lykke med sæsonen.
Hobro IK vil gerne takke Søren Andreasen for hans tid i klubben og ønsker ham samtidig alt det bedste fremover.




