Beslutning om ekspropriation til 3. etape af cykelsti Valsgård-Oue-Vive
Byrådet har besluttet at gennemføre cykelstier mellem Valsgård, Oue og Vive. Gennemførelsen af den sidste etape mellem Oue og Vive kræver arealerhvervelser langs vejen, hvorfor der har været afholdt åstedsforretning 29. august 2024 med ejerne af de berørte ejendomme.
Byrådet anmodes på møde den 28. november 2024 om at træffe beslutning om ekspropriation og bemyndige fagenheden for Teknik og Miljø til at indgå aftale med lavestbydende entreprenør om gennemførelse af cykelstien.
LÆS OGSÅ: Anvendelse af fondsmidler til bygningsbevaring i Mariager
Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:
- At der træffes beslutning om ekspropriation.
- At projektet gennemføres i henhold til Arealfortegnelse (bilag 1), Ekspropriationsplaner (bilag 2) samt Ekspropriationsprotokol fra åstedsforretning (bilag 3).
- At de under åstedsforretningen trufne aftaler tiltrædes, som de er beskrevet i åstedsprotokollen.
- At de under åstedsforretningen og i indsigelsesperioden fremkomne bemærkninger besvares som anført i fagenhedens forslag (bilag 4).
- At fagenheden for Teknik og Miljø bemyndiges til at indgå aftale med lavestbydende entreprenør.
Beslutning fra Udvalget for Teknik og Miljø, den 11. november 2024, punkt 142:
Indstilles godkendt.
Fraværende: Rikke Fonnesbæk (A)
Beslutning fra Økonomiudvalget, den 20. november 2024, punkt 263:
Indstilles godkendt.
Fraværende: Leif Skaarup (A)
Sagsfremstilling
Projektet
Cykelstiprojektet er sidste del af Byrådets målsætning om en sammenhængende cykelsti rundt om Mariager Fjord.
Strækningen på knap 4 km mellem Oue og Vive er den tredje og sidste etape af den samlede strækning mellem Valsgård, Oue og Vive. Som de øvrige etaper etableres der enkeltrettede cykelstier i en bredde på 1,5 meter på begge sider af vejen.
Som udgangspunkt anlægges cykelstierne på ydersiden af grøfteanlæg med 0,5 meter bred rabat mellem grøft og cykelsti. På ydersiden af cykelstierne anlægges en yderrabat på 0,5 meter samt eventuelle skråningsanlæg.
På en stor del af strækningen er de berørte arealer omfattet af bestemmelser om fredskov. Her anlægges cykelstierne 1,5 meter fra vejens kørebane for at mindske indgriben i fredskovsarealet. Mellem kørebane og cykelsti anlægges trug til afvanding af vej og sti.
Projektet kræver blandt andet tilladelse til ophævelse af fredskovspligt på de berørte fredskovsarealer. Disse tilladelser er givet af Miljøstyrelsen.
Åstedsforretning
Byrådet anmodes om at træffe beslutning om ekspropriation med hjemmel i §§ 96-98 i vejloven (LBKG nr. 435 af 24. april 2024 om offentlige veje m.v.).
Ved åstedsforretningen blev der, med forbehold for Byrådets godkendelse, indgået aftale med enkelte lodsejere om mindre justeringer af projektet, eksempelvis hvilke overkørsler, der skal reetableres.
De forslag, som fagenheden foreslår ikke imødekommes eller kun delvist imødekommes, er:
- Ønske om at ændre cykelstiens profil til et smalt profil på en strækning, for bl.a. at skåne beplantningsbælte, bibeholde ejendommens herlighedsværdig og kulturelle værdi.
- Ønske om at ændre cykelstiens profil til et smalt profil på en strækning, for bl.a. at bevare nogle høje træer.
- Ønske om at etablere overkørsel over anden ejers matrikel.
- Ønske om at etablere busvigeplads.
- Ønske om at etablere busstoppeskilt.
- Ønske om etablering af toilet i forbindelse med cykelrasteplads.
En uddybning af besvarelserne fremgår af bilag 4.
I forbindelse med åstedsforretningen blev der indgået aftaler om erstatning med 6 ud af 11 berørte ejere. Grundet ønske om projektændringer blev det aftalt, at erstatningsspørgsmålet blev udsat hos 4 berørte ejere. Ved én berørt ejer blev det vedtaget, at der ikke var grundlag for at yde erstatning. Erstatningsspørgsmålene for de ejendomme, hvor det ikke er muligt at indgå en aftale om erstatning, vil blive indbragt for taksationskommissionen. Den samlede erstatningssum for cykelstiens tredje etape forventes at blive ca. 450.000 kr.
Tidsplan
Det forventes, at anlæg af cykelstierne påbegyndes i starten af 2025. Anlægsfasen forventes at vare indtil slutningen af 2025 alt efter vejrforhold. Inden selve anlægsarbejdet kan igangsættes, skal der foretages arkæologiske forundersøgelser, og ledningsejere forventes at igangsætte flytning af visse ledninger.
Økonomi
Der er frigivet i alt 36 mio. kr. til projekt 964 Cykelstierne Valsgård, Oue, Vive. Vejdirektoratet har givet tilsagn om tilskud på 50 % af projektets budget fra “Pulje til cykelprojekter”, til cykelstiens 3. etape, svarende til 6,35 mio. kr.
Det er blevet besluttet under Byrådets behandling af punkt 27 (Genprioritet anlægsbudget for 2024), at de 12 mio. kr. først skal anvendes efter 2024.
Såfremt Byrådet træffer beslutning om ekspropriation, vil de berørte lodsejere kort efter modtage et brev om beslutningen. Herefter er der fire ugers klagefrist. Såfremt der ikke indkommer klager med opsættende virkning, kan der indgås kontrakt med en entreprenør, som normalt har 2-3 uger inden opstart af projektet. Derfor vil bevillingen først blive udnyttet i 2025.
Bilag
Bilag 1 Arealfortegnelse nr. 1A
Bilag 2 – Ekspropriationsplan 1A, 2A, 3A, 4A
Bilag 3. Ekspropriationsprotokol fra åstedsforretning
Bilag 4. Besvarelse af bemærkninger til projektet
LÆS OGSÅ: 57-årig bilist flygtede efter færdselsuheld i Hobro
Hvor er det dejligt ar høre, der bliver etableret cykelstier, så man kan cykle trygt og sikkert rundt om Danmarks smukkeste fjord. Selvom der givet er visse personer, der er gram i hu over, at pengene ikke bruges på andre ting. Men ham om det. Godt gået Mariagerfjord. 😊