Blomster, fællesskab og historie: Bies Have får nyt liv med kreativ festival
Der bliver sat kulør på en af Hobros smukkeste – men ofte oversete – perler, når Foreningen Blomsterglæder inviterer til Bies Havefestival lørdag den 16. maj.
Festivalen byder på en dag fyldt med aktiviteter, oplevelser og kreativitet i den historiske have, der kan spores helt tilbage til midten af 1800-tallet, hvor familien bag H. I. Bies Bryggeri skabte et fristed for leg og samvær.
Som en del af forberedelserne til festivalen afholdes der den 6. og 7. maj en særlig workshop med multikunstner Johnny Haugaard. Her skal der skabes store blomsterpyloner i naturmaterialer samt en nytænkt majstang, som efterfølgende ønskes placeret på Hobro Havn hen over sommeren.
“Vi vil gerne skabe noget, der både er smukt og kan opleves af mange. Blomsterpylonerne bliver nogle markante installationer, som kan være med til at binde byen og havnen sammen,” fortæller Dorthe Lund fra initiativgruppen.
En have med historie og potentiale
Bies Have ligger naturskønt ned mod Vester Fjord og rummer både gamle træer, havepavillon og det historiske Ishus fra 1878, som i dag fungerer som spillested. Området er ejet af Mariagerfjord Kommune og blev fredet i 1986.
Selvom haven rummer både historie og stemning, er det langt fra alle, der kender den.
“Vi mener, at haven er en overset perle i Hobro. Det er et helt unikt sted med en særlig ro og atmosfære, som mange flere burde opleve,” siger Dorthe Lund.
Åbent for alle
På festivaldagen vil havepavillonen blive åbnet, og der opstilles caféborde rundt i haven, hvor gæster kan nyde kaffe og kage. Samtidig vil der være et omfattende program med blandt andet buketbinding, foredrag, musik, rundvisninger og stadepladser med planter og kunst .
Der er gratis adgang hele dagen, og arrangørerne håber, at både lokale og besøgende vil lægge vejen forbi.
“Det vigtigste for os er at skabe en dag, hvor folk får lyst til at opholde sig i haven, mødes og nyde omgivelserne. Det skal være et sted for fællesskab og gode oplevelser,” siger Dorthe Lund.
Hun understreger samtidig, at alle er velkomne:
“Vi håber, at både haveentusiaster og helt almindelige nysgerrige gæster vil komme forbi. Man behøver ikke vide noget om planter – man skal bare have lyst til at opleve noget smukt.”









