Børns risiko i trafikken stiger med alderen, men de ældste børn får mindst trafikundervisning.
Der er stort fokus på de yngste børns sikkerhed i trafikken. Paradoksalt nok er der færre skoleklasser, som bliver undervist i trafiksikkerhed på de øvre klassetrin, selvom de ældre elevers risiko i trafikken er langt højere end de yngste børns.
Det er meget naturligt, at der er fokus på de yngste børns trafikundervisning. De har nemlig meget at lære, før de kan færdes sikkert i trafikken. Derfor er det også positivt, at næsten 7 ud af 10 skoler gennemfører en gåprøve for alle deres 0.-1. klasser.
Børnene er dog ikke de eneste, der vokser med tiden – det gør deres risiko i trafikken også. Paradoksalt nok er der bare færre skoler, som har trafikundervisning for de elever, som har den største risiko i trafikken.
Det er en af konklusionerne i undersøgelsen ‘Kommunernes Skoletrafiktest 2022’, som er en landsdækkende undersøgelse af trafikundervisningen i skolerne i alle landets kommuner, som Rådet for Sikker Trafik og analysebureauet Epinion står bag.
– Selvom børn i de ældste klasser virker som om, at de har styr på at færdes i trafikken, kommer langt flere til skade på vejene, end yngre børn gør. Trafikundervisningen i 8. eller 9. klasse kan ellers gennemføres på blot to eller fire lektioner, så selvom der er mange andre ting, som eleverne også skal undervises i, er det ærgerligt, at så relativt få klasser i udskolingen lærer om risiko i trafikken, siger Sisse Egeberg, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Faktisk kommer over ti gange så mange 16-årige alvorligt til skade eller mister livet i trafikken som 6-årige, viser tal fra Vejdirektoratet. Derfor er det afgørende at holde fokus på trafiksikkerheden, også når eleverne bliver ældre og færdes mere på egen hånd i trafikken.
Det er nemlig kun på 4 ud af 10 skoler med udskoling, at den vigtige trafikundervisning bliver afholdt for alle 8.-9. klasser. Altså er der et betragteligt forbedringspotentiale på skolerne og i kommunerne.
– Vi vil gerne bruge denne undersøgelse som løftestang, så flere skoler og kommuner får øjnene op for, at trafikundervisningen for de ældste elever er afgørende. Det giver virkelig god mening at undervise de elever, som har den største risiko, siger Sisse Egeberg, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Alle kommuner har modtaget en rapport og skræddersyede anbefalinger til, hvordan de bedst styrker trafiksikkerheden for børn og unge i netop deres kommune. Alle landets skoler kan desuden gratis benytte sig af Rådet for Sikker Trafiks undervisningsmaterialer, og der er noget for alle klassetrin. Til 8. og 9. klasser kan skolerne uden omkostning få besøg af en repræsentant fra Sikker Trafik LIVE, som med udgangspunkt i sin egen ulykke fortæller de unge om risiko i trafikken og betydningen af at træffe de rigtige valg.
Se hvordan landets kommuner klarer sig i ‘Kommunernes Skoletrafiktest 2022’