Boligaften i Arden giver overblik over køb, salg og energiforbedringer
Torsdag den 29. januar 2026 inviteres alle med boligdrømme – eller boligovervejelser – til en inspirerende boligaften i Kulturhuset i Arden. Arrangementet finder sted fra kl. 18.30 til 20.30 i Salen på Bluhmesgade 19 og henvender sig både til førstegangskøbere, nuværende boligejere og dem, der overvejer at sælge eller energioptimere deres bolig.
Bag arrangementet står EDC Danebo i samarbejde med Sparekassen Danmark og NRGI, og formålet er at give deltagerne et solidt og trygt overblik over de mange forhold, der spiller ind, når man køber, sælger eller forbedrer sin bolig.
Aftenen byder blandt andet på oplæg om køberrådgivning. Her vil Jonas og Per fra EDC Danebo fortælle om fordelene ved at have professionel rådgivning med fra starten af boligdrømmen – lige fra prisforhandling til den juridiske gennemgang – og helt frem til nøglerne er i hånden.
Derudover vil Kåre fra EDC Danebo Schmølker & Co. give et aktuelt indblik i boligmarkedet i og omkring Arden. Han deler samtidig konkrete råd til, hvordan boligejere kan gøre deres bolig mere attraktiv og dermed få den hurtigere solgt.
Energioptimering er også på programmet. NRGI vil fortælle om mulighederne for at energioptimere boligen – både før et salg og efter et køb – og hvordan energiforbedringer kan være med til at øge boligens værdi og reducere de løbende udgifter.
Den økonomiske del bliver belyst af Per Andersen fra Sparekassen Danmark Arden, som gennemgår finansiering i forbindelse med køb, salg og boligoptimering. Samtidig fortæller han om bankens rolle som sparringspartner, når boligdrømme skal gøres til virkelighed.
Undervejs serveres der sandwich samt øl, vin og vand, og arrangørerne opfordrer deltagerne til gerne at tage en ven med.
Tilmelding skal ske senest den 22. januar via dette link og foregår efter først-til-mølle-princippet, da der er et begrænset antal pladser.





