Af Torben Ringe Christensen, medlem af Regionsrådet for Socialdemokratiet
Et virkelig godt budget – men vi er ikke i mål
Region Nordjylland har netop indgået en budgetaftale, hvor der sættes millioner af kroner af til sundhed, psykiatri, uddannelse og kollektiv trafik. Det er gode skridt fremad – men vi er langt fra i mål.
70 millioner kroner til nedbringelse af ventetider – bl.a. inden for ortopædi, urologi, demens og høreområdet. Det er nødvendigt, for alt for mange patienter venter urimeligt længe. Men lad os være ærlige: Ventelisterne er et symptom på et sundhedsvæsen under massivt pres.
31,5 millioner kroner til psykiatrien – særligt til børn og unge med ADHD og autisme. Det glæder mig. Men psykiatrien har brug for mere end tilførsler – man er nødt til at gennemgå området for at se, om man kan gøre tingene anderledes. Der er for mange på venteliste – men vi er i det mindste i gang.
40 millioner kroner til hospitalerne – heraf 4 millioner til akutmodtagelsen i Hjørring samt øget kapacitet til diabetes, gigt og mave-tarmsygdomme.
29 millioner kroner til uddannelse af speciallæger og akutsygeplejersker. Vigtigt for fremtiden – men hjælper først på længere sigt.
14 millioner kroner til kollektiv trafik, 2 millioner kroner til kvinders sundhed (endometriose) og 7,5 millioner kroner til socialt udsatte.
Og så 45 millioner kroner til flytningen til Hospitalsbyen i Aalborg Øst – inkl. gratis parkering til ansatte og patienter.
Der er virkelig mange gode initiativer i dette budget, og jeg synes, vi kommer godt omkring. Som regionsmedlem kan jeg stå inde for aftalen. Jeg glæder mig specielt over, at man endelig kigger på ventelisterne – de har været “lidt” glemt af andre udfordringer.
Men mit budskab er klart: Vi må sikre, at pengene ikke bare bliver pæne linjer i et budget – men mærkes i borgernes hverdag. Kortere ventetider, stærkere psykiatri og et sundhedsvæsen tæt på, uanset hvor man bor.





