Arden Hallerne har den seneste periode oplevet større akutte skader i omklædningsrum, hvor vandskader fra defekte vandrør udgør et stort problem. Byrådet i Mariagerfjord Kommune behandlede sagen på møde den 22. december og besluttede at følge indstillingen fra Økonomiudvalget.
Indstilling
Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:
- At der omplaceres 1.325 t. kr. fra anlægsprojekt “Udviklingsplan Midtbyplaner” under Udvalget for Teknik og Miljø til renovering i Arden Hallerne.
Beslutning fra Udvalget for Kultur og Fritid, 7. december 2022, pkt. 148:
Indstilles godkendt med den ændring, at 50% af beløbet ydes som et rente- og afdragsfrit lån i foreløbigt 5 år, hvorefter der vil skulle foregå en politisk afklaring omkring tilbagebetaling.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 14. december 2022, pkt. 299:
Økonomiudvalget indstiller indstillingen fra Udvalget for Kultur og Fritid til godkendelse med den ændring, at lånet påbegyndes tilbagebetalt efter fem år.
Sagsfremstilling
Arden Hallerne har gennem den seneste periode fået akutte skader på vandrør i omklædningsrum i hal 1. Skaderne gør, at omklædningsrummene ikke kan benyttes, hvilket går ud over brugere og udlejning af hallen.
Herudover er skaderne i et omfang, hvor det kan være skadeligt for øvrige dele af bygningen og medføre nye skader, hvis det ikke udbedres nu.
Arden Hallernes økonomiske situation gør det ikke muligt at udbedre skaderne inden for den normale drift. Hallens økonomi er presset af de stigende energipriser, udskiftning blandt personalet og en omsætning, som endnu ikke er på samme niveau som før Corona.
Arden Hallerne har iværksat flere tiltag for at reducere udgifter og tilpasse driften til den nuværende situation, og forventer på den baggrund en drift de kommende år, der kan balancere, men de vil ikke have hverken drift eller likviditet til at udbedre de akutte skader.
Skadernes omfang kræver en renovering som beløber sig til 1.596.261 kr.
Økonomi
Arden Hallerne anmoder om et tilskud til de akutte skader på 1.569.261 kr.
Der er mulighed for at finansiere tilskuddet ved omplacering af midler fra anlægsprojektet “Udviklingsplan Midtbyplaner” under Udvalget for Teknik og Miljø. Renovering beløber sig til 1.596.261 kr. (1.325.000 kr. efter momsrefusion).
Beslutning
Byrådet godkendte indstillingen fra Økonomiudvalget.
Fraværende: Jens-Henrik Kirk (C) og Erik Kirkegaard Mikkelsen (V)