Canadisk organist åbner sommerkoncerterne i Mariager kirke
Ved Mariager kirkes første orgelkoncert i sommeren 2025, får kirken fornemt besøg af den canadisk koncertorganist Philip Crozier fra Montreal.
Han er født i England, og som drengesopran i katedralerne i Blackburn og Carlisle blev hans interesse for orgelmusikken vakt.
Fra 1984 har han virket i Canada bl.a. senest som organist ved Westmount Park United Church i Montreal.
Philip Crozier har givet koncerter over det meste af Europa og Nordamerika, og ved koncerten i Mariager kirke spiller han et blandet program med musik af bl.a. Frescobaldi, Kodály, Buxtehude, fransk barokmusik og musik af canadiske komponister.
Koncerten, der finder sted tirsdag d. 24. juni kl. 19:30, afsluttes med den hollandske komponist Piet Posts forrygende variationsrække over Marias lovsang.
Der tages en beskeden entré til denne første af sommerens fem koncerter.