ForsideHadsundDanmarksdemokraterne siger nej til statslig energipark ved Buddum – grøn omstilling kræver...

Danmarksdemokraterne siger nej til statslig energipark ved Buddum – grøn omstilling kræver også ordentlighed, sund fornuft og lokal opbakning

- Annonce -

Danmarksdemokraterne siger nej til statslig energipark ved Buddum – grøn omstilling kræver også ordentlighed, sund fornuft og lokal opbakning

På torsdag den 27. august skal Byrådet i Mariagerfjord Kommune tage stilling til, om kommunen endnu en gang skal genbekræfte sin tilslutning til en statslig energipark ved Buddum.

Det bliver et klart nej fra Danmarksdemokraternes fem byrådsmedlemmer.

Danmarksdemokraterne stemte allerede imod indstillingen, da sagen blev behandlet i Økonomiudvalget, og gruppen fastholder sit nej, når sagen torsdag kommer for Byrådet.

“For os er det helt enkelt: Vi siger nej tak til jernmarker,” siger gruppeformand Rikke Høst.

“Det er ikke et nej til den grønne omstilling. Vi skal selvfølgelig bidrage. Men vi mener, at den grønne omstilling skal gennemføres med ordentlighed og sund fornuft – og med respekt for de mennesker og lokalsamfund, der skal leve med konsekvenserne.”

Det planlagte projekt ved Buddum omfatter efter det foreliggende projektmateriale 11 vindmøller på op til 185 meter samt mindst 300 hektar solceller. 

Er Buddum et lokalt ønske?

Danmarksdemokraterne hæfter sig særligt ved et brev fra daværende minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin til borgmesteren, hvor ministeren skriver:

“Som bekendt skal energiparkerne være et lokalt ønske med afsæt i et behov, der vurderes lokalt.”

For Danmarksdemokraterne rejser det et helt grundlæggende spørgsmål:

Er Buddum Energipark faktisk et lokalt ønske?

“Et politisk flertal kan træffe en beslutning. Men et politisk flertal er ikke nødvendigvis det samme som et lokalt ønske,” siger Rikke Høst.

“Vi siger ikke, at vi kan dokumentere, at et flertal af lokalbefolkningen er imod projektet. Det er heller ikke det, vores argument bygger på. Men der er en reel og organiseret lokal modstand. Derfor mener vi, at det er rimeligt at spørge, om vi med god samvittighed kan beskrive projektet som et lokalt ønske.”

Byrådet tilsluttede sig i august 2024 udpegningen af området som statslig energipark og besluttede samtidig at anmode staten om at overtage blandt andet lokalplanlægning og miljøsagsbehandling. 

Siden har staten gennemført en offentlig høring, og den nuværende sag handler om at genbekræfte kommunens tidligere tilslutning. Administrationen anbefaler dette, fordi den vurderer, at der ikke er fremkommet forhold, som ændrer grundlaget for beslutningen fra 2024. 

Folkevalgte skal turde stå på mål for deres beslutninger

Danmarksdemokraterne mener samtidig, at det er en del af det politiske ansvar at turde træffe beslutninger – også når de ikke nødvendigvis er populære hos alle.

“Vi er valgt til at træffe beslutninger. Det ansvar tager vi på os,” siger Rikke Høst.

“Men for os handler mod ikke om bare at følge flertallet eller gøre det, andre forventer af os. Mod handler også om at kunne sige nej, når vi efter grundig behandling ikke mener, at en beslutning er rigtig.”

Danmarksdemokraterne fastholder derfor deres nej til en statslig energipark ved Buddum.

“Vi vil gerne den grønne omstilling. Men vi vil have menneskerne med. Vi vil have ordentlighed med. Og vi vil have sund fornuft med,” siger Rikke Høst.

“Derfor bliver vores stemme på torsdag et nej.”

- Annonce -

3 KOMMENTARER

  1. Danmarksdemokraterne tager ikke ansvar for noget som helst, måske bortset fra udvidelse af svineproduktion. Grøn omstilling handler netop om at skaffe billig energi til danskerne og her er solceller og vindmøller det eneste Danmark har at byde på, så hvis man ikke ønsker solceller og vindmøller, så er man imod grøn omstilling, uanset lidt fjollede forslag om solceller på tage i byerne. Det område i Møgelholt hvor der er mulighed for opsætning af solceller har i årevis primært været brugt til udlægning af affald fra svineproduktion og spildevandsslam, med deraf følgende udvaskning til kysten og Mariager fjord, når det regner. De energitiltag Danmarksdemokraterne foreslår virker lige så godt som, hvis man tager en spand og prøver tømme Mariager Fjord for vand, for at sænke vandstanden !! Vi er over 40.000 borgere i Mariagerfjord kommune, og projektet vil betyde tilførsel af penge til vores område i størrelsesorden 50 millioner over årene, og samtidig være med til at holde lave energipriser for alle. Som politiker skal man træffe beslutninger om hvad der er bedst for alle, og ikke kun en meget lille gruppe. De mennesker der bor tæt på solcelleparker skal have tilbudt en ordentlig pris for deres ejendomme, og evt. kunne blive boende som lejere, hvis de vil, så er der heller ikke nogen der taber værdi i deres ejendomme. Danmarksdemokraterne vil gerne føre “sognerådspolitik”.

  2. Sidder og læser om at udvise et forhold til den grønne omstilling, og at danmarksdemokraterne er imod opstilling af vind og sol i Buddum enge – af hensyn til de mennesker som berøres deraf. Tænker at man er nødt til at tilgodese befolkningen som får udsyn til disse kæmpe mastodonter som vindmøller på den højde nu engang er (185m) . Synes vi har vindmøller nok i vores område – 46 vindmøller på 150 m. I det ydre område af Mariager fjord og yderligere 9 kæmpe vindmøller i veddum kær – samtlige vindmøller der her er omtalt kan ses viden om i kommunen- så mon ikke vi har givet den grønne omstilling her i området hvad området visuelt kan bære – ydermere kan det være svært at forstå hvorfor vindmøllerne i yderfjorden igennem de sidste 3 måneder periodevis står stille daglig eller næsten daglig eller man kan sige flere gange ugentlig står stille- måske det fortæller lidt om hvor stor behovet er for flere vindmøller her i vores lokalitet.

  3. Forinden ovennævnte afstemning havde jeg sendt samtlige byrådsmedlemmer en mail, hvori jeg bad dem gennemtænke samvittighedsfuldt, hvad det kommer til at betyde for os som nærmeste nabo til et sådant energianlæg og hvad det vil medføre for området i det hele taget herude, hvor man satser på turisme, men kun Henrik Sloth og Rikke Fonnesbæk fandt det formålstjenligt at svare med deres synspunkter, så det med at man fra byrådet tager lokalbefolkningen alvorligt er vist en sandhed med modifikationer.
    Jeg spurgte dem bl.a. om placeringen var velgennemtænkt i betragtning af, at ledningsnettet herude på landet slet ikke er udbygget til den megen strøm, der skal produceres og at vi observerer, at de møller der er sat herude i Veddum Kær og på Overgaard ikke altid er i gang, selvom forholdene er gunstige til at de kan køre, så enten kan de ikke komme af med strømmen eller også er prisen for strøm for lav til at de vil producere. Der bliver fremført i byrådet, at de mange virksomheder kommer til at mangle strøm, men hvorfor placerer man dem så ikke nær de store industriområder i Hobro, hvor der kommer til at mangle mest strøm. I Buddum, Als og Ø. Hurup området har vi kun én stor virksomhed JKF, der er forbruger af megen strøm. Det hele virker uigennemtænkt for mig, og jeg savner et svar fra politikerne om, hvorvidt de tænker alt igennem, men det kan jeg åbenbart ikke få.
    Vi står nu på 3. år med et usælgeligt hus på grund af de planer, der er for området herude, og må se i vejviseren efter en værdig alderdom, da vi pga alder og sygdom ikke længere er i stand til at holde hus og have.
    Jeg kan ikke lade være med at tænke på om politikerne ville reagere med ligegyldighed, hvis jeg i mit tidligere job som SSA ikke havde behandlet de mennesker, hvis omsorg jeg var ansat til at varetage, godt. Det er desværre sådan vi føler vi bliver behandlet, når vi bliver ignoreret på den måde.
    Jeg savner også svar på, hvordan der er reageret i forhold til de to tidligere henvendelser til kommunen om genbekrætigelse af deres beslutning – nemlig om der er syltet svar og hvor, da det var i august 2024 af kommunen gav sin første bekræftigelse, og vi siden har stået i venteposition.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler