Af Rikke Høst, kandidat for Danmarksdemokraterne til kommunalvalget 2025
Den lokale grønne trepart – Hvad betyder den for os i Mariagerfjord?
Når landspolitik bliver til lokalpolitik!
Jeg har med interesse læst ugens debatindlæg fra formanden for Den lokale grønne trepart Mariager Fjord, Jens Riise Dalgaard, hvor han deler sine tanker om projektet – men ét væsentligt fokus mangler: Konsekvenserne for Mariagerfjord Kommune. Artiklen handler i stedet primært om fjorden, dog uden at komme ind på betydningen af spildevandsoverløb eller de ændringer, der gennem årene er sket i vandets naturlige løb.
Jeg er ikke ekspert, men jeg kan ikke lade være med at undres – for vand finder jo altid sin egen vej. Når man ændrer på dets naturlige retning, som det eksempelvis skete for mange år siden ved udgravning af kanaler omkring markerne på sydsiden ved den ydre fjord, kan det næppe være uden betydning for både vandstand, vandtryk og strøm.
Denne undren leder mig videre til mit oprindelige budskab: Artiklen mangler oplysninger om, hvad projektet egentlig betyder for vores kommune. Tusinder af hektar landbrugsjord skal tages ud af drift, jorde opkøbes til priser langt over vurdering, og det kan få store konsekvenser for de mennesker, der bor og arbejder her.
Kan projektet betyde, at landsbyer mister borgere? Hvordan påvirkes erhverv og arbejdspladser? Hvad med skole, købmand, læge og offentlig transport? Hvad koster projektet i praksis – både økonomisk og menneskeligt? Og hvem skal betale regningen?
Jeg er modstander af, at vi som politikere spreder mere frygt – men dette indlæg skal ses som et opråb. Vi borgere må sige STOP til, at Danmark, danske erhverv og vores lokalsamfund lukkes ned, mens vi sidder måbende og ser på. Vi skal tage ansvar for vores liv, vores byer og vores kommune – og for at kunne gøre det, skal vi have alle fakta på bordet.
Jeg ønsker en åben debat, hvor alle vinkler bliver belyst: fjord, jord, mennesker og erhverv – så vi kan handle med sund fornuft og ordentlighed og træffe de rigtige beslutninger.
Denne debat kan IKKE vente til efter valget. Den skal tages nu.
Vi skal turde stille de svære spørgsmål og sikre, at implementeringen ikke knækker lokalsamfundene, men i stedet skaber løsninger, der holder på både natur og mennesker.
Kender du til den lokale grønne trepart?
Hvilke konsekvenser ser du for dig, dit lokalsamfund eller dit erhverv?
Del dine tanker – jo flere vinkler vi får på bordet, jo bedre kan vi handle med sund fornuft og ordentlighed, inden det er for sent.




