Det begyndte i Hobro for 175 år siden – i dag får lokalsamfundet millioner tilbage
Sparekassen Danmark Hobro fejrer i år et flot 175-års jubilæum. Dermed er det reelt også 175 år siden, at fundamentet til Sparekassen Danmark Fonden Hobro blev lagt. Fonden uddeler hvert år mere end 20 millioner kroner til lokale initiativer, aktiviteter og fællesskaber.
Sparekassen Danmark Fonden Hobro så dagens lys i 2014 ved fusionen mellem Sparekassen Hobro og Sparekassen Himmerland A/S. Dengang under navnet Jutlander Bank Fonden. Senere fusionerede Jutlander Bank med Sparekassen Vendsyssel, og fonden fik sit nuværende navn.
I dag har Sparekassen Danmark Fonden Hobro en kapital på mere end 600 millioner kroner, hvor den startende grundkapital er baseret på Sparekassen Hobros opsparede reservekapital. Noget, der på mange måder binder en fin sløjfe til det aktuelle 175-års jubilæum.
Man kan vel sige, at første sten til fondens fundament og virke således blev lagt, da praktiserende læge Frederik Ferdinand Ulrich grundlagde Spare- og Laanekassen for Hobro og Omegn den 8. marts 1851. Uden hans initiativ og virketrang, efterfulgt af kundernes opbakning, havde der hverken været Sparekassen Danmark eller Sparekassen Danmark Fonden Hobro i dag.
En helt særlig guldåre
Fondens grundkapital er hovedsageligt investeret i garantbeviser i Sparekassen Danmark, og det er rentebeløbet fra disse, som fonden hvert år udlodder til almennyttige og velgørende formål. Primært i Mariagerfjord-området.
I dag bliver det i gennemsnit til mere end 20 millioner kroner årligt. Sidste år blev der således uddelt 23 millioner til 263 forskellige lokale initiativer og formål.
– Det er blevet en helt særlig guldåre for Mariagerfjord-området. Det er også tydeligt, når vi er ude for at uddele pengene, hvilken forskel de reelt gør for mennesker, foreningsliv, kulturliv og lokalsamfund. Det er meget rørende at opleve, lyder det fra Poul Søndberg, der har været formand for fonden siden 2016.
– Jeg kan huske, at vi det første år, efter vi stiftede fonden, uddelte seks millioner, hvilket vi dengang syntes var rigtig mange penge. Så at det i dag er vokset til mere end 20 millioner årligt, er jo en fantastisk historie. Der er 15 fonde hos Sparekassen Danmark, hvor vores er den klart største lokale af sin slags, tilføjer han.
Sparekassen Danmark Fonden Hobro modtager hvert år cirka 500 ansøgninger, og cirka 70 procent får et positivt svar tilbage. Der er hverken en øvre eller en nedre grænse på beløbets størrelse, hvor der historisk er uddelt fra 2.000 kroner til tre millioner kroner.
Fællesskaber
Også hos regionsdirektør Carsten Brandt Andersen er der stor glæde over den forskel, som Sparekassen Danmark Fonden Hobro gør lokalt.
– I et jubilæumsår som i år er det noget helt særligt at tænke på, at Sparekassen Danmark Fonden Hobro reelt er bygget op af kundernes tillid igennem 175 år.
– Det hele startede lørdag den 8. marts 1851, hvor 25 borgere mødte op på åbningsdagen og sammenlagt indskød 1.123 rigsdaler og 42 skilling, og der blev bevilget lån for 500 rigsdaler. Det var begyndelsen på en fond, hvis donationer i dag gør en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker i vores område.
– Det vidner om et helt særligt fællesskab i årenes løb, som passer rigtig godt sammen med, at mange af pengene netop går til initiativer, der styrker fællesskaberne mellem mennesker rundt omkring i vores område. Det er jeg faktisk stolt af at være en del af, lyder det fra Carsten Brandt Andersen.
Sparekassen Danmark Fonden Hobro er en selvstændig enhed med egen bestyrelse og sekretariat. I tillæg til fondens mange donationer er Sparekassen Danmarks fire afdelinger i Mariagerfjord også selv sponsor og bidragsyder til mange forskellige foreninger og aktiviteter lokalt.





