Dit Sundhedshus ApS bliver en del af landets største fysioterapikæde – FysioDanmark
Fra den 1. februar 2025 indgår Dit Sundhedshus ApS i samarbejde med FysioDanmark, Danmarks største fysioterapikæde, som tæller over 80 klinikker landet over.
Dette markeres med en reception i Hadsund fredag den 7. februar kl. 14-16 på Lindalsvej 15.
Vi glæder os til at fejre både vores tilslutning til FysioDanmark og Mette Binderups indtræden i ejerkredsen i 2023, hvor hun sammen med Preben Weller og Thomas Kjems Juhl udgør det stærke team bag Dit Sundhedshus ApS.
Styrket faglighed og samarbejde
“Med Mette Binderup som partner har vi fået en utrolig driftig og engageret medspiller, der styrker både vores team og tilbud,” fortæller direktør Thomas Kjems Juhl.
Sammenlægningen af vores klinikker i 2023 i Hadsund og Hobro har skabt et endnu stærkere fysioterapeutisk fundament for patienter og kunder i Mariagerfjord Kommune. På vores klinik i Hadsund står 9 dygtige fysioterapeuter og 3 kompetente sekretærer klar til at yde behandling, vejledning og service. I Hobro supplerer vi med 16 dygtige fysioterapeuter og 2 kompetente sekretærer.
Nye muligheder som en del af FysioDanmark
Med overgangen til FysioDanmark åbnes der op for nye spændende tiltag. “Vi får mulighed for at tilbyde behandling, vejledning og træning til flere forsikringskunder og etablerer samtidig et tættere samarbejde med kiropraktorerne i både Hadsund og Hobro. Det styrker vores tværfaglige sundhedstilbud,” forklarer Thomas Kjems Juhl.
For vores kunder og patienter betyder navneskiftet ikke ændringer i den høje kvalitet, de kender. Tværtimod bygger vi videre på det stærke fundament fra vores tid i BeneFiT og tilføjer nye faglige tilbud, som matcher fremtidens behov inden for sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.
Reception og tilmelding
Vi inviterer kunder, samarbejdspartnere og interesserede til at fejre denne milepæl sammen med os fredag den 7. februar kl. 14-16 på Lindalsvej 15, Hadsund. Af hensyn til forplejningen beder vi om tilmelding senest den 3. februar 2025 på tj@benefit.dk.
Om FysioDanmark
FysioDanmark bygger på værdierne kvalitet, frihed, ansvar og samhørighed. Kæden sikrer rammerne for god klinikdrift og arbejder for at fremme en sund og aktiv livsstil gennem kvalitetsfysioterapi og løbende udvikling baseret på data og erfaring.
Læs mere på: www.fysiodanmark.dk