ForsideMariagerfjordMariager Fjord OK samler landets bedste løbere

Mariager Fjord OK samler landets bedste løbere

- Annonce -

Mariager Fjord OK samler landets bedste løbere

Søndag den 19. april danner skovene nord for Aars rammen om Danmarksmesterskabet i ultralang orientering, når Mariager Fjord Orienteringsklub inviterer landets bedste orienteringsløbere til mesterskabsstævne midt i Himmerland.

Stævneleder Jørgen Østergaard, der samtidig er formand for klubben, fortæller, at man forventer mellem 300 og 350 deltagere fra hele landet. Hertil kommer omkring 40 frivillige fra klubben, som på dagen vil være med til at sikre, at arrangementet forløber gnidningsfrit.

– Vi glæder os til at byde både eliteløbere og motionister velkommen til nogle spændende og udfordrende skove, siger Jørgen Østergaard.

Tre forskellige skovområder

Stævnet afvikles i tre skovområder: Søttrup/Jenle Plantage, Blære Hede og Aars Skov. Selvom terrænet i Himmerland ikke byder på de helt store højdemeter, er der andre udfordringer i vente.

Især i Søttrup/Jenle Plantage og Blære Hede vil løberne møde en høj detaljerigdom og et varieret kurvebillede, der stiller store krav til både kortlæsning og koncentration. Aars Skov adskiller sig med en mere varieret bevoksning og skiftende tætheder, hvilket giver en anden type orienteringsteknisk udfordring.

DM-ultralang er kendt for sine lange baner og store krav til både udholdenhed og præcision, og arrangørerne forventer, at netop kombinationen af fysisk og teknisk sværhedsgrad vil blive afgørende.

Grundigt kortarbejde siden 2024

Forberedelserne til mesterskabet har været længe undervejs. Korttegning og revidering af kortmaterialet har stået på siden 2024 med Orla Kastrup som den bærende kraft, suppleret af Jørn Blom – begge fra Mariager Fjord Orienteringsklub.

Derudover er Erik Flarup tilknyttet som kortkonsulent. Dermed er det et erfarent team med mange års samlet erfaring, der har stået for at sikre et opdateret og detaljeret kortgrundlag til mesterskabet.

Erfarne kræfter bag banerne

Selve banelægningen er lagt i hænderne på Orla Kastrup og Michael Rolighed, ligeledes fra Mariager Fjord Orienteringsklub. De begyndte arbejdet primo 2025 og har sammensat baner, der både udfordrer og udnytter terrænets særlige kendetegn.

Som banekontrol er Michael Niss fra Rold Skov OK udpeget til at sparre og kvalitetssikre banelægningen.

Med et solidt forarbejde, stærke faglige kræfter og opbakning fra en stor frivilliggruppe ser Mariager Fjord Orienteringsklub nu frem til at byde Danmark velkommen til en intens og stemningsfuld mesterskabsdag i de himmerlandske skove.

Løbsområdet ved Aars. Foto: Mariager Fjord OK
Jørgen Østergaard -stævneleder og Mariager Fjord OK´s formand. Foto: Mariager Fjord OK
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler