AF Mikael Kau Formand, DN Mariagerfjord Morbærvej 8, 9500 Hobro
Åbent Brev til Mariagerfjords Byrådsmedlemmer
Vedr.: Miljøkatastrofe i mørket – Spildevandsslam ender i fjorden
Kære Byrådsmedlem,
Tillykke med valget. I er nu valgt til at varetage Mariagerfjord Kommunes forhold de næste fire år og kan se frem til mange spændende opgaver, som skal gavne kommunens borgere. Vi vil i den anledning bede jer rette jeres akutte opmærksomhed mod en sag, hvor enorme mængder spildevandsslam fra rensningsanlæg reelt ender i vores fjord. Det lyder som en molbohistorie, men den er desværre ganske sand.
Hvorfor renser vi spildevandet, hvis slammet skyller ud i fjorden?
Hvad hjælper det, at vi renser vores spildevand i store, dyre rensningsanlæg, hvis det frarensede slam alligevel ender i vores fælles fjord? Mariagerfjord Kommune tillader i dag, at spildevandsslam anvendes som gødning på markerne omkring fjorden. Det kunne lyde som en fornuftig cirkulær tanke, hvis der var dokumenteret styr på, hvor slammets næringsstoffer, tungmetaller og miljøfremmede stoffer reelt ender.
Det dokumentationstilsyn savner Danmarks Naturfredningsforening (DN) Mariagerfjord. Meget store mængder slam bringes i disse år ud på markerne ved Als og Helberskov. Her kan vi med selvsyn dokumentere, hvordan vandet i grøfterne farves helt brunt og skummer af slam.
Områdets gamle, sandede fjordbund, som ligger under havniveau, har en ekstremt lav bindingskapacitet. Slammets næringsstoffer og kemikalier siver uhindret igennem det tynde, sandede muldlag, ned i drænrørene og videre gennem grøfterne til områdets pumpestationer.
Herfra pumpes det næringsmættede slamvand direkte ud i Mariager Fjord.
En national losseplads for miljøfremmede stoffer?
Det er ikke alene slam fra vores egne rensningsanlæg, der spredes på vores lokale marker. Det forlyder, at helt op mod 10 % af Danmarks samlede mængde spildevandsslam importeres og udbringes på markerne i Mariagerfjord Kommune.
Hvordan kan det være, at kommunen godkender dette? Andre kommuner, som f.eks. Aalborg, tørrer slammet og sender det til kontrolleret forbrænding for at destruere miljøfremmede stoffer.
Spildevandsslam indeholder i dag ikke kun fosfor, men også en cocktail af tungmetaller, mikroplast, medicinrester og evighedskemikalier (PFAS), som rensningsanlæggene ikke kan nedbryde.
Med henvisning til Miljøoplysningsloven efterspørger DN Mariagerfjord hermed fuld aktindsigt i:
-De lovpligtige jordbundsanalyser for tungmetaller for de konkrete matrikler i Als og Helberskov jf. Slambekendtgørelsen.
-Kommunens faglige vurdering af, hvordan denne udbringning harmonerer med Miljøbeskyttelseslovens § 19 (forbud mod udledning af stoffer, der kan forurene grundvand og overfladevand), når den sandede jordbunds dræneffekt beviseligt sender slamvandet direkte i fjorden.
Det totale lavbunds-paradoks
Vi må desuden udtrykke vores dybe undren over, at der spredes gødningsslam på netop de lavbundsarealer, som det via Coastal Life Projektet er planen snart skal udtages af landbrugsdrift og genoversvømmes. Det er elementær biologisk viden, at det vil skade fjorden voldsomt, hvis arealerne mættes med næringsstoffer og tungmetaller, umiddelbart før de oversvømmes.
Forvaltningen burde i stedet påbyde, at disse jorder udpines for næringsstoffer de sidste år for at beskytte fjorden.
Når slammet bringes ud, observerer vi jævnligt, at slamdynger læsses af i direkte strid med afstandskravene til områdets åbne grøfter. Regnvand skyller det direkte i vandmiljøet. Desuden indsmøres de offentlige veje i tykke lag slam under transporten, som efterfølgende regnskyl fører direkte ud i vejgrøfterne. Dette er en klar overtrædelse af Husdyrgødningsbekendtgørelsens transportregler, som kommunen har pligt til at håndhæve.
Vi kan ikke acceptere, at vores natur, fjorde og havmiljø ødelægges – ikke alene af ammoniak og gylle fra et alt for intensivt husdyrbrug – men også af spildevandsslam fra landets byer, der reelt genudledes i vores sårbare havmiljø. Kan nogen herefter undre sig over, at fiskene dør, og iltsvindet breder sig i Mariager Fjord?
Vi ser frem til byrådets aktive handling i denne sag.















