Efterårsstafetten 2025
Lørdag d. 8. november afholdt Mariager Fjord OK sit traditionsrige ”Efterårsstafetten”, denne gang i Linddale ved Hadsund.
Niels Jørgen Iversen fra klubben var både Stævneleder og banelægger, og han fik hjælp af klubkammeraterne Keld Østergaard, Erik Nielsen, Lars Jensen og Jens Chr. Dalgaard.
I alt deltog 40 O-løbere i stævnet, hvoraf de 17 var fra arrangørklubben selv.
Som altid fik løberne noget for pengene, idet banelægger Niels Jørgen Iversen havde kreeret både spændende og udfordrende baner i det meget kuperede område, som Linddale-skoven i Hadsund udgør.
Stævnet er et af årets sidste løb i Norkredsen, og da det er et stafetløb, fordeler O-løberne sig på hold á 3 løbere.
I B-klassen deltog 5 hold og her vandt et hold fra Aalborg OK, med løberne Helle Popp Bobach, Andreas Popp og Daniel Purup Nedergård Nielsen, i den samlede tid 59.25.
På 2. pl. kom et mix-klub-hold bestående af Claus Krøyer Schmidt fra OK Pan, Claus Bobach fra Aalborg OK og Claus Hallingdal Bloch fra Mariager Fjord OK, og de var godt 4 min. efter.
I C-klassen blev vinder et mix-klub-hold bestående af løberne Kjell W. Sørensen OK Vendelboerne, Helge Poulsen og Søren Munthe, begge fra Mariager Fjord OK, i den samlede tid 53.54.
På 2.pl. kom et hold fra Mariager Fjord OK bestående af Geret Rebsdorf, Martin Christensen og Jens Christensen i tiden 56.29.
På de individuelle baner vandt Vagn Lidegaard fra Mariager Fjord OK i E-klassen i tiden 1.14.33. F-klassen blev vundet af Carl Henrik Pedersen fra Mariager Fjord OK i tiden 49.44.
Næste stævne i klubbens regi er det ligeså traditionsrige ”Nytårsløbet”, der afholdes lørdag d. 3. januar 2026 i Linddale og Thygeslund-skoven ved Hadsund.







