Ild i el-bil på motorvejen efter færdselsuheld
Mandag formiddag kl. 10.28 skete der et færdselsuheld med flere implicerede køretøjer på Nordjyske Motorvej E45 i nordgående retning omkring afkørsel 38 mod Fårup. Det oplyser Østjyllands Politi.
Uheldet opstod tilsyneladende i forbindelse med, at en 70-årig mandlig bilist tabte en cykel, som sad på en cykelholder bag på bilen. Den bagvedkørende bil, ført af en 67-årig kvinde, bremsede ned for at undgå at ramme cyklen, og blev derefter påkørt bagfra af en 63-årig mandlig bilist. En 72-årig mand på motorcykel ramte herefter den 63-årigs bil og røg selv frem over bilen, mens motorcyklen røg ind gennem ruden på bilen. Bilen, som var en el-bil, brød i brand. Yderligere to biler, ført af hhv. en 44-årig mand og en 58-årig mand, ramte også ind i de forulykkede biler.
Politi, brand og redning blev sendt til stedet – blandt andet med flere ambulancer og en redningshelikopter på grund af det store antal implicerede. Alle personer var hurtigt ude af bilerne, og ingen kom umiddelbart alvorligt til skade på trods af det store uheld og kraftig brand.
Tre personer blev kørt til tjek på skadestuen efter uheldet.
Den brændende bil udviklede en del røg og udbrændte totalt på stedet. Uheldet skabte en del kø omkring uheldsstedet, og først omkring kl. 14.00 var der helt ryddet op på vejen igen.





