ForsideHadsundHadsund Skole vil lære alle elever at redde liv

Hadsund Skole vil lære alle elever at redde liv

- Annonce -

Hadsund Skole vil lære alle elever at redde liv

30 tryk og 2 indblæsninger, 30 tryk og 2 indblæsninger… det er en remse, som eleverne på Hadsund Skole kommer til at kende godt. Med en donation på 72.600 kr. fra TrygFonden har skolen indkøbt 28 genoplivningsdukker, så alle elever fremover bliver undervist i livreddende førstehjælp flere gange, inden de går ud af 9. klasse, og dermed vil være godt forberedt på at kunne træde til ved hjertestop.

Livreddende førstehjælp bliver fremover en fast del af undervisningen på Hadsund Skole, så alle elever mindst tre gange i løbet af skoletiden stifter bekendtskab med hjertelungeredning og alarmering til 1-1-2. Det er lærer Jimmi Carøe Christensen, der har taget initiativet.

– Jeg synes, at det er vigtigt at forberede vores elever på, at de pludselig kan blive vidne til et hjertestop eller stå i andre akutte situationer, hvor de skal hjælpe en person. Det giver tryghed at vide, hvordan man giver hjertelungeredning og bruger en hjertestarter, og derfor er vi glade for donationen til genoplivningsdukkerne, så vi kan undervise alle vores elever i at redde liv, fortæller Jimmi Carøe Christensen, lærer på Hadsund Skole.

– Det er til gavn og glæde for eleverne, men også for vores lokalsamfund, da vi på den måde får mange børn og unge, der ved, hvordan man træder til, hvis der skulle ske et hjertestop i nærheden.

Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Nordjylland, der har besluttet at donere midlerne til skolen som led i arbejdet med at øge overlevelsen efter hjertestop.

– Når der sker et hjertestop, er det en kamp mod tiden. Hurtig hjælp øger chancen for overlevelse, og derfor er det vigtigt, at børn fra en tidlig alder lærer livreddende førstehjælp, så de tager kompetencerne med sig videre i livet. Vi støtter således med stor glæde Hadsund

Skoles initiativ for at uddanne eleverne og forberede dem på at træde til ved hjertestop, siger Jens Bigum, formand for TryghedsGruppens regionale råd i Region Nordjylland.

Lærer Jimmi Carøe Christensen har taget initiativ til, at alle elever på Hadsund Skole fremover skal lære hjertelungeredning flere gange i deres skoletid. Foto: Privat
Med nye genoplivningsdukker doneret af TrygFonden får eleverne på Hadsund Skole praktisk undervisning i livreddende førstehjælp. Foto: Privat
30 tryk og 2 indblæsninger. Eleverne i 5.A på Hadsund Skole lærer, hvordan man giver hjertelungeredning og kan træde til ved hjertestop. Foto: Privat
Eleverne fra 5.A på Hadsund Skole lærer livreddende førstehjaelp. Foto: Privat

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler