“Vi ser det næsten hver dag”, lyder det fra Nordjyllands Politi
En kvindelig borger i Terndrup blev i weekenden kontaktet af en person, der udgav sig for at være fra Rigspolitiet. Opkaldet viste sig at være et forsøg på bedrageri, oplyser politikommissær Henrik Kjær Hansen fra Himmerlands Politi.
Ifølge politiet er denne type svindel desværre langt fra et enkeltstående tilfælde.
– Denne form for kriminalitet er desværre stadig noget, vi næsten oplever hver dag på døgnrapporten, fortæller Henrik Kjær Hansen.
I det konkrete tilfælde gennemskuede borgeren dog forsøget, og det lykkedes ikke gerningspersonen at franarre hende oplysninger eller penge.
Politiet understreger, at denne type svindel fortsat er udbredt, og at gerningspersoner hele tiden er på jagt efter nye ofre. Derfor opfordres borgerne til at være ekstra opmærksomme og skeptiske over for uventede henvendelser – især når nogen udgiver sig for at være fra myndigheder eller beder om følsomme oplysninger. Ved den mindste tvivl bør man afbryde samtalen og selv kontakte de relevante myndigheder.




