Fantastisk dag for skolebørn med DGI Verdensholdet og støtte fra ELRO Fonden
Den 3. september 2024 blev en mindeværdig dag for 4. og 5. klasserne fra flere lokale skoler, da de fik mulighed for at deltage i en særlig workshop arrangeret af BROEN Mariagerfjord i samarbejde med DGI Verdensholdet. Med støtte fra ELRO Fonden fik 130 elever en uforglemmelig oplevelse i Hadsund Hallerne, hvor bevægelse, samarbejde og leg var i centrum.
Gymnastik med Verdensholdet
Seks tidligere deltagere fra DGI Verdensholdet stod for undervisningen, og de unge gymnaster, som har optrådt verden over, formåede at inspirere og engagere børnene gennem en række sjove og udfordrende aktiviteter. Dagen startede med stafetter og bevægelseslege, hvor børnene blandt andet skulle danse sig hurtigt fra punkt A til punkt B. Humøret var højt, og det var tydeligt, at børnene nød samværet og det fysiske udfordringer.
Efterfølgende blev børnene inddelt i tre hold, hvor de skulle gennemføre forhindringsløb og gymnastikøvelser. De to timers aktiviteter blev afsluttet med et inspirerende foredrag, hvor Verdensholdet viste billeder fra deres rejse rundt i verden, og dagen blev rundet af med en velfortjent is til de trætte og glade børn.
Støtte til sårbare børn
BROEN Mariagerfjord har en vigtig mission om at hjælpe udsatte børn i kommunen til at deltage i fritidsaktiviteter og skabe tilknytning til positive fællesskaber udenfor skoletiden. Denne indsats er mulig takket være støtte fra fonde og sponsorer. Udover ELRO Fonden har organisationen i 2024 modtaget generøse donationer fra blandt andre Spar Nord Fonden, Tryg Fonden og Ole Kirks Fond, som gør det muligt at fortsætte arbejdet med at hjælpe børnene.
“Vi er dybt taknemmelige for den støtte, vi modtager fra de mange fonde og sponsorer, der ønsker at gøre en forskel for kommunens børn. Deres bidrag betyder, at flere sårbare børn kan få mulighed for en aktiv fritid i gode fællesskaber,” udtaler Lone Stegger fra BROEN Mariagerfjord.
Med ELRO Fondens støtte kunne BROEN Mariagerfjord arrangere den vellykkede dag med DGI Verdensholdet og dermed give børnene en oplevelse, de sent vil glemme. Samtidig fortsætter organisationen sit vigtige arbejde med at hjælpe børn til at deltage i fællesskaber og fritidsaktiviteter, hvilket gør en stor forskel for de mange familier, der har brug for en hjælpende hånd.