Efteråret byder på farlige fristelser for hunde
Kalenderen siger efterår, og med årstiden følger mere end hyggelige gåture og smukke farver i naturen. Efteråret byder nemlig også på en række farer, som i værste fald kan forgifte hunde. Ifølge chefdyrlæge Hanne Friis fra AniCura Danmark skal hundeejere især være opmærksomme på kastanjer, svampe og agern.
Efteråret har gjort sit indtog, og snart prydes de danske skove med gyldne efterårsfarver, der indbyder til lange gåture. Men hvad mange måske ikke ved er, at der lurer potentielle farer for hunde
under de nedfaldne blade på skovbunden.
– Efteråret er en skøn tid, hvor de kølige temperaturer og mange dufte giver hundeejere rig mulighed for at stimulere deres kæledyr med lange gåture. Det er desværre også en tid, hvor hunde er mere udsatte, når giftige kastanjer, svampe, agern er at finde i naturen, siger chefdyrlæge hos AniCura Danmark Hanne Friis.
Man skal dog ikke lade sig afskrække fra de daglige gåture, understreger chefdyrlægen, som her giver sine råd til, hvad hundeejere særligt skal være opmærksomme på i efteråret.
Kastanjer kan forgifte hunden
For mange hører kastanjer efteråret til. De bliver samlet på skovturen og taget med hjem som pynt og dekorationer. Men har man hund, er der god grund til at være på vagt. Hvis hunden spiser kastanjer, kan det nemlig føre til forgiftning og i værste fald være livstruende.
– Hestekastanjen indeholder stoffet aesculin, som er giftigt for hunde. Det gælder også træets blade, blomster og bark. Samtidig kan kastanjer sætte sig fast i tarmen, så det er vigtigt at holde hunden væk fra både nedfaldne kastanjer og kastanjedekorationer i hjemmet. Det gælder især hvalpe og yngre hunde, som ofte er mere nysgerrige og derfor har større risiko for at spise kastanjer. Symptomer på forgiftning viser sig typisk inden for to dage og kan blandt andet være diarré og opkast, siger Hanne Friis.
Giftige svampe kan give alvorlig forgiftning
Efteråret er også højsæson for svampejagt, men blandt skovbundens mange svampe findes flere giftige arter, som også kan være farlige for hunde.
– I Danmark findes omkring 30 svampearter, som kan være giftige i forskellig grad. Særligt fluesvampe kan være farlige, da de indeholder amatoxiner, som kan forårsage celledød i lever og nyrer. En forgiftning viser sig typisk ved opkast eller diarré, og ved mistanke bør man altid kontakte en dyrlæge, siger Hanne Friis.
Agern kan skade lever og nyrer
Også agern ligger spredt i mange danske skove om efteråret, og i modsætning til dyr som egern og rådyr, kan hunde ikke tåle egetræets frugter.
– Det kan være farligt for hunde at spise større mængder agern, da frugten indeholder garvesyre, som kan forårsage betændelse i hundens fordøjelsessystem samt skader på lever og nyrer. Ved indtagelse af få mængder agern vil en mildere forgiftning typisk føre til, at hunden bliver sløv og stopper med at spise, ligesom feber også er et almindeligt symptom, forklarer Hanne Friis.
Hvis uheldet er ude, og hunden har spist noget, der kan være giftigt eller på anden måde skadeligt, opfordrer Hanne Friis til at reagere hurtigt og kontakte en dyrlæge, så hunden kan blive undersøgt og få den rette behandling.



