Ny nytårstradition vokser frem i Mariager
Der er lagt op til en både stemningsfuld og festlig nytårskoncert i Mariager, når Prinsens Musikkorps indtager Mariagerhallen søndag den 18. januar. Billetsalget er kommet rigtig godt fra start, og arrangørerne glæder sig til at samle byen til musik, fællesskab og nytårshilsner.
Idéen til nytårskoncerten opstod, da Morten Greve for godt et år siden tiltrådte som afdelingsdirektør i Sparekassen Danmark i Mariager. Med sig bragte han en tradition fra Galten, som nu har fundet nye rammer i Mariager.
– ”Da jeg kom hjem og fortalte, at jeg havde fået jobbet i Mariager, var min kones første tanke nytårskoncerten i Galten. Så tænkte jeg: hvorfor ikke skabe den samme tradition her?” fortæller Morten Greve.
Fra tanke til handling gik det hurtigt, og resultatet er en nytårskoncert i samarbejde mellem Cittaslow Mariager, Mariagerhallen og Sparekassen Danmark. På scenen står Prinsens Musikkorps sammen med Rasmus Bjerg, der bidrager med både musikalsk kvalitet og underholdning.
– ”Det har været inspirerende at opleve, hvor positivt idéen er blevet taget imod. Der har været en enorm velvilje, og det siger meget om det fællesskab, der findes i Mariager,” siger Morten Greve.
Billetsalget er allerede i fuld gang og vidner om stor interesse.
– ”Det er altid spændende at lancere noget nyt, men responsen har været over al forventning. Det lover rigtig godt for en festlig eftermiddag,” siger han.
Han håber, koncerten kan blive en tilbagevendende tradition.
– ”Nytårskoncerter handler ikke kun om musik, men også om at samles, ønske hinanden godt nytår og starte året i godt selskab. Det glæder jeg mig virkelig til,” afslutter Morten Greve.
Der er fortsat mulighed for at sikre sig billet via arrangørernes hjemmeside.
Billetter: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/dw7ydkfblq




