ForsideHobroNy borgmester bød erhvervslivet velkommen til nytårskur

Ny borgmester bød erhvervslivet velkommen til nytårskur

- Annonce -

Ny borgmester bød erhvervslivet velkommen til nytårskur

Mariagerfjord Kommune og Mariagerfjord Erhverv havde i dag inviteret det lokale erhvervsliv til årets nytårskur i Hobro Idrætscenter – og det var første gang, borgmester Jesper Skov Mikkelsen bød velkommen som kommunens øverste politiske leder.

Morgenfriske erhvervsfolk fyldte salen, hvor TV-værten Christian Degn fungerede som konferencier og sørgede for en festlig, tankevækkende og humørfyldt start på erhvervsåret.

Et af dagens højdepunkter var en Business Talk, hvor Lone Kalstrup fra Hobro Byforum, Lene Nissen fra Jyndbjerg Møbelsnedkeri, Ivan Noes fra DAVA Foods, Jørgen Bøgh Overgaard fra Elcold Freezers og Johanne Bugge fra Destination Himmerland delte erfaringer om at “prale med det, man er god til”. Som Jesper Skov Mikkelsen selv pointerede i sin tale, er det en disciplin, jyder kan have svært ved, men som kan øves – og som skaber stolthed og synlighed omkring det lokale erhvervsliv.

Derudover gav erhvervschef Michael Christiansen fra Mariagerfjord Erhverv en status på temperaturen i det lokale erhvervsliv. Her pegede han på både udfordringer og muligheder for virksomhederne i kommunen og understregede vigtigheden af fortsat tæt samarbejde mellem erhvervsliv, kommune og erhvervsservice for at sikre vækst, arbejdspladser og udvikling i Mariagerfjord.

Fra venstre: Lone Kalstrup, Jørgen Bøgh Overgaard, Lene Nissen, Ivan Noes, og Johanne Bugge deltog i Business Talken om lokal stolthed og det at turde prale. Foto: Mariagerfjord Kommune

I sin tale understregede borgmesteren, at erhvervslivet udgør rygraden i Mariagerfjord Kommune. Med knap 22.000 arbejdspladser, hvor tre ud af fire er private, står virksomhederne bag både økonomisk aktivitet og menneskelig kapital. “Her skaber folk værdi for deres virksomhed, medarbejdere og hele lokalsamfundet,” sagde han.

Temaet for årets nytårskur var lokal stolthed, og Jesper Skov Mikkelsen opfordrede til, at kommunen og virksomhederne bliver bedre til at fortælle om de mange gode historier, der findes i området. Han fremhævede både etablerede virksomheder og mindre initiativer, der bidrager til sammenhængskraft, liv og udvikling – fra PowerCon og Nopa Nordic til lokale projekter som Midgårdsormen i Hobro og Fjordbænken.

Borgmesteren lagde vægt på samarbejdet mellem kommune og erhvervsliv. Den seneste tilfredshedsundersøgelse viser, at 95 procent af virksomhederne er tilfredse med kommunens service, men Jesper Skov Mikkelsen slog fast, at ambitionerne går videre: “Vi vil fortsætte dialogen, besøge jer og høre om jeres udfordringer og succeser, så vi kan skabe de bedste rammer for erhvervslivet i Mariagerfjord.”

Med nytårskuren markerede Mariagerfjord Kommune og Jesper Skov Mikkelsen både starten på et nyt år og begyndelsen på et nyt kapitel for kommunen. Med fokus på samarbejde, udvikling og lokal stolthed er ambitionen klar: at Mariagerfjord skal være et sted, man vælger – som borger, medarbejder og virksomhed – og at der skal prales noget mere.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler