ForsideNordjyllandFørste patienter i Hospitalsbyen: Steno Diabetes Center Nordjylland har slået dørene op

Første patienter i Hospitalsbyen: Steno Diabetes Center Nordjylland har slået dørene op

- Annonce -

Første patienter i Hospitalsbyen: Steno Diabetes Center Nordjylland har slået dørene op

19. september markerede den officielle indvielse af Steno Diabetes Center Nordjyllands nye rammer i Hospitalsbyen i Aalborg Øst. Den nye bygning bliver omdrejningspunkt for diabetesbehandling i Nordjylland, og for første gang er den ambulante behandling af patienterne samlet ét sted, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Nordjyllands epicenter for diabetes er åbent

Steno Diabetes Center Nordjylland er nu officielt rykket ind i helt nye rammer i Hospitalsbyen i Aalborg Øst.

Maskotten Sten-O stod klar til at tage imod gæsterne ved indvielsen. Foto: Svenn Hjartarson

Som den første del af Hospitalsbyen har centret siden 5. september taget imod patienter, som får glæde af de moderne rammer til behandling i det nye Diabeteshus. Åbningen er blevet officielt fejret med snoreklip i dag, 19. september, blandt andre med deltagelse af Europaminister Marie Bjerre (V) og flere af de tilknyttede patienter.

– Jeg er utroligt glad for, at vi i dag har kunnet fejre, at Diabeteshuset nu er åbnet i Hospitalsbyen. Det er en stor milepæl for patienter og personale, der har glædet sig. For nordjyderne er dagen også en særlig dag, da vi nu har taget den første del af Hospitalsbyen i brug, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland og fortsætter:

– Jeg er sikker på, at alle, der kommer til at besøge Diabeteshuset, bliver rigtig glade for det nye hus og de fantastiske faciliteter, det rummer.

Alt samlet under et tag med nem adgang

Næsten 40.000 nordjyder har konstateret diabetes. Hovedparten har type 2-diabetes og cirka 3.800 har type 1-diabetes. Med diabetes følger en risiko for en række følgesygdomme, som f.eks. fodsår, hjerte-kar-, nerve- og øjensygdomme, som kræver, at patienten går til regelmæssig kontrol.

Det er primært patienter med type 1-diabetes og kompliceret type 2-diabetes, som kommer i Diabeteshuset, og de nye rammer gør deres samlede behandlings- og kontrolforløb meget nemmere.

Med flytningen til de nye rammer er al behandling for første gang samlet under et tag. Det betyder også, at både børn, unge og voksne patienter får deres gang i Diabeteshuset. På samme måde er også klinisk personale, forskning og administration blevet samlet, hvilket gør vidensdeling og samarbejde på tværs meget nemmere, siger Poul Erik Jakobsen, direktør, Steno Diabetes Center Nordjylland og tilføjer:

– Det kommer til at have stor betydning for patienterne, at vi nu samler det hele i et hus. Det giver os bedre mulighed for at få patienten i centrum og skabe et mere sammenhængende behandlingsforløb.

Bygget med støtte fra Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden gav i 2017 en bevilling på 795 mio. kr. til Region Nordjylland til at styrke diabetesindsatsen i regionen i en 10-årig periode. I denne donation var også finansiering og etablering af det nye Diabeteshus.

– Novo Nordisk Fonden er glade for at kunne bidrage til, at vi kan tilbyde den bedst mulige behandling for diabetes i hele landet. Vi er sikre på, at det kommer til at skabe stor glæde for patienter, pårørende og ansatte, at man nu har hele Steno Diabetes Center Nordjylland samlet i moderne rammer, siger Ulrik Meyer, director, Building Investments, Novo Nordisk Fonden.

Steno Diabetes Center Nordjylland er et af syv diabetescentre støttet af Novo Nordisk Fonden, et i hver region, Grønland og Færøerne.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler