Ældre Sagen i Arden sætter demensvenlig sundhed på dagsordenen i uge 19
Fra den 4.-10. maj markeres Demensugen 2026 i hele Danmark med temaet ’Demensvenlig sundhed’. Her sætter lokale aktører fokus på, hvordan medarbejdere på sundhedsområdet – og alle omkring dem – kan gøre mødet tryggere for mennesker med demens.
Over 100.000 mennesker lever med demens, og langt de fleste er i kontakt med sundhedsområdet i løbet af deres sygdom – hos fx egen læge, på hospitalet, hos tandlæge, fysioterapeuten eller fodterapeuten.
Medarbejdere på sundhedsområdet gør hver dag en stor indsats, men mødet med fagpersoner kan være udfordrende for mennesker med demens. Demens påvirker blandt andet hukommelse, orientering og evnen til at forstå og kommunikere, og det kan gøre det svært at følge med i samtaler, huske aftaler eller navigere i nye omgivelser.
Det kan være en stor udfordring at være patient/klient med demens. Mange oplever utryghed og forvirring i mødet med sundhedsområdet, hvor tempoet ofte er højt, og der er mange informationer at forholde sig til. Når tempoet sænkes, kommunikationen bliver enkel, og der er lidt ekstra opmærksomhed, kan det gøre mødet mere trygt og overskueligt – både for mennesker med demens og deres pårørende.
Derfor er sundhedsområdet temaet for årets demensuge, hvor der sættes fokus på, hvordan små greb kan gøre en stor forskel.
Det handler ikke om store forandringer, men om måden vi møder mennesker på. Tydelig kommunikation, ro og tålmodighed kan være afgørende for, at mennesker med demens føler sig trygge og forstået.
I Ældre Sagen Ardens naturlige område, ligger der som bekendt ikke noget sygehus, men f. eks. lægehus, tandlæge, fysioterapi, fodterapi, psykolog, sundhedshus m.m. Som en del af indsatsen, for et mere demensvenligt Danmark, vil frivillige for Ældre Sagen i Arden besøge de nævnte steder i uge 19.
”Vi synger demensugen 2026 i gang”
Som optakt til demens ugen, inviterer Ældre Sagen i Arden til fællessang i Kulturhuset i Arden mandag den. 4/5 kl. 14.00, hvor Rita Rydborg akkompagnerer på klaveret.
Alle er velkomne til det gratis arrangement, uanset om man har demens sygdom tæt på sin hverdag eller ej. Især hvis man ikke har det, kan man ved at deltage, støtte op om mennesker med demens og deres familier.
Målet med arrangementet er, på glad og festlig vis, at sætte fokus på demens sygdom, og sparke (synge) demensugen 2026 i gang. (Der er kaffe og kage.)


FAKTA: Demensvenligt Danmark
Demensvenligt Danmark har eksisteret siden 2017 og består af 14 landsdækkende organisationer: Alzheimerforeningen, Danske Demenskoordinatorer, Dansk Sygeplejeråd, Ergoterapeutforeningen, Faglige Seniorer, FOA, Folkekirken, Danske Professionshøjskoler, Danske Fysioterapeuter, Danske Bioanalytikere, KL, Socialpædagogerne, Pårørende i Danmark og Ældre Sagen.





