Så skal markerne gøres forårsklar på Boldrup Museum
Så er det igen blevet tid til, at markerne på Boldrup Museum skal forårsklargøres, og når det nu er et museum, er det meget naturligt, at markarbejdet bliver klaret af gamle veterantraktorer. Derfor har det lille landbrugsmuseum syd for Nørager igen allieret sig med de engagerede traktorførere fra Motor- og Traktorklubben Jylland. Lørdag den 2. maj starter de deres gamle motorer op og tøffer lystigt mod Boldrup Museum, hvor de klokken 10 vil begynde arbejdet på museets marker.
Her vil de pløje, sprede møg, harve og så – og klare, hvad der ellers skal klares, for at museet kan få nogle flotte kornmarker i løbet af sommeren.
– Vi er så glade for, at traktorklubben altid stiller op, når der skal arbejdes på museets marker. Og så er det så dejligt, at arbejdet samtidig kan blive en del af formidlingen på museet. Der plejer altid at komme en masse glade gæster i alle aldre denne dag. Det er en dag, der både appellerer til børnefamilierne og til de ældre; det kan være helt rørende at se nogle gamle, for længst pensionerede landmænd stå og snakke og drømme sig tilbage til de gode gamle dage, hvor det var dem, der sad i den gamle Ferguson, eller hvad det nu lige er, der kører rundt på marken, fortæller museets ansatte “husmand”, Per Sørensen, der sammen med museets naturvejleder Gert Rubæk, Boldrup Museumsforening og traktorklubben står for arrangementet.
Ud over at følge med i det fascinerende arbejde på markerne kan gæsterne også få en køretur i en af foreningen Hestefolkets hestevogne eller hygge sig med nogle af de mange dyrebørn, der altid er på museet på denne årstid. Frisk luft giver appetit, så selvfølgelig kan man også købe sig noget middagsmad. Menuen står denne dag på tarteletter – husmandskost til et husmandssted.
Arrangementet, der er gratis at deltage i, begynder kl. 10.00 og slutter kl. 14.00.







