Forbyd fyrværkeri for private
Affyring af fyrværkeri over mange uger har store konsekvenser for både kæledyr, landbrugsdyr og dyr i naturen. Derudover er det en stor belastning for miljøet, som sagtens kunne undgås. Dyrenes Beskyttelse mener, at omfanget af fyrværkeri bør indskrænkes markant, særligt for private.
I perioden 15. december til 31. december er det som privatperson muligt at købe fyrværkeri i Danmark. Det er dog stadig kun tilladt at affyre fyrværkeri i perioden fra 27. december til og med 1. januar, men restriktionerne er stadig langt efter vores nabolande.
– Det har enorme konsekvenser for dyrene, at vi i Danmark har en meget afslappet lovgivning for brugen af fyrværkeri. Vi taler om millioner kæledyr, landbrugsdyr og dyr i den danske natur, som potentielt kan opleve stress, angst og anden negativ påvirkning ved affyring af fyrværkeri, som står på over meget lang tid. Stod det til os, så burde fyrværkeri kun affyres af professionelle og kun inden for en meget begrænset tidsperiode omkring nytårsaften, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
I Norge, Sverige, Finland, Holland og Tyskland er det kun tilladt for privatpersoner at affyre fyrværkeri i perioden fra 31. december til og med 1. januar. Og i nogle tilfælde er det endda yderligere begrænset af klokkeslæt, fx fra kl. 18 nytårsaften til kl. 2 om natten.
Ifølge Dansk Erhvervs fyrværkerianalyse, ville danskerne købe for omkring 450 millioner kroner i 2021, men det var kun hver fjerde husstand der ville købe fyrværkeri. Tendensen er at færre og færre husstande køber fyrværkeri, men beløbet der handles for er stadig tårnhøjt.
Forbyd salg af fyrværkeri til private på den lange bane
Dyrenes Beskyttelse vil gerne have salget af fyrværkeri til privatpersoner helt stoppet, men i overgangen er det vigtigt at lave tiltag, der beskytter både dyr, mennesker og miljø.
– Det er meget mere fornuftigt med en begrænset affyringsperiode. Men der bør også ses på selve salgsperioden, da de fleste jo med det blotte øje kan konstatere, at så snart salget starter, så starter affyringerne, siger Jens Jokumsen.
Foreningen foreslår, at man i en overgangsperiode kan begrænse tidsrummet, hvor der må fyres af, til et vindue på 8 timer fra 31. december kl. 18 til 1. januar kl. 2. Desuden bør der kun sælges fyrværkeri fra d. 29. til og med d. 31. december.
I overgangsperioden bør affyringen kun foregå på områder der er godkendt af kommunen, og hvor der blandt andet stilles sikkerhedskrav om afstand, brug af værnemidler og aldersbegrænsning.
– Et afgrænset område vil lette den efterfølgende oprydning, sikre at der ikke ligger fyrværkeriaffald på, og i utilgængelige områder som søer og andre naturområder, og sikre at mennesker og dyr ikke kommer til skade på fyrværkeriaffald. Desuden vil det gøre det muligt for folk, som ikke bryder sig om fyrværkeri, at undgå disse områder og tilsvarende fjerne deres dyr fra områderne, understreger Jens Jokumsen.
Er også modstander af fyrværkeri uden for nytårsaften ….