ForsideHadsundFormanden gør status efter endnu en succesrig idrætsuge

Formanden gør status efter endnu en succesrig idrætsuge

- Annonce -

Formanden gør status efter endnu en succesrig idrætsuge

Formand for Skelund IF Søren Engelhard ser tilbage på en hektisk uge med Idrætsuge 2023 på Sorgenfri i Skelund.

Skelund IF vil gerne sige tak for endnu en succesrig idrætsuge.

Ugen startede som altid ”tidligt” allerede søndag d. 23/7, hvor der var børnedag og fællesspisning. Vejret var desværre en udfordring, men alligevel fik børnene opsat et lille loppemarked i teltet, og de kom med på skattejagt rundt på sportspladsen. Om aftenen var der fællesspisning, og her var vejret heldigvis ingen udfordring, idet omkring 60 gæster gæstede teltet til wienerschnitzel med det hele fra Restaurant Vildmose. Konkurrencer var der også søndag, hvor Team Bette blev vindere af den årlige dyst, samtidig med at Gustav Busk tog en kneben sejr i årets FIFA-turnering.

Om tirsdagen var der atter gang i stadion. Her var der lokalkamp mellem Skelund IF og Visborg, hvor Skelund IF løb med sejren. Om aftenen blev årets stavost-turnering afholdt. Her var det Søren Engelhard, der løb med sejren og pokalen i år.

Onsdag stod den igen på fodbold, hvor det var lokalrivalerne fra Veddum, der gæstede Skelund stadion. Her blev det også til en sejr til hjemmeholdet fra Skelund. Efter fodbolden blev der afholdt Cocktail-kursus i teltet, hvor flere 30 deltagere blev guidet igennem flere spændende cocktails af Frank Kronbo og derefter fik lov at blande deres egne. Et hyggeligt og velsmagende arrangement, hvor man ikke gik helt appelsinfri hjem.

Torsdag var der gang i begge halvdele af stadion, da der var to 7-mandsturneringer i gang. På den ene halvdel var det lokale damehold, der dystede mod hinanden. Her var det nabobyen fra Veddum, der endte med at gå med sejren. På den anden halvdel af stadion var der oldboysturnering med lokale oldboyshold. Her var det Skelund, der gik med sejren. Efter de to turneringer blev der serveret kartoffelsalat og frankfurter til alle deltagende hold, som nød hinandens selskab i teltet. Efter spisningen blev der sat gang i årets beerpong turnering. 16 hold deltog, men til sidst stod der kun et hold tilbage som mester. I år gik den plads til Henrik og Martin Møller efter en stærk præstation af den yngste bror.

Fredag var der igen gang i sommerbolden, hvor kommunemesterskabet i 7-mands blev afholdt. Det var hjemmeholdet fra Skelund, der endte med årets sejr og derfor også pokalen med de store ører. Efter fodbolden skulle der gang i konkurrencerne. Først skulle damesøm afgøres. Her var det den forsvarende mester, Heidi, der atter løb med sejren. Efter søm blev terningerne fundet frem, og der blev gjort klar til årets rafle-turnering. Hele 40 deltagere spillede natten lang med terningerne, indtil der ved 3-tiden blev fundet en vinder. Leif Eriksen vandt ved finalebordet og fik derfor sejren og pokalen med hjem.

Efter en kort nat var der atter gang i sporten om lørdagen, hvor det var tid til årets gadefodbold. Først blev der dog kl. 11 serveret frokost til de fremmødte spillere. Hele 12 hold stillede op til årets turnering, og det var først efter straffespark i finalen, at Hyltvej kunne kalde sig vindere af årets gadefodboldturnering. Pink Ladies løb samtidig med præmien for bedste udklædning. I løbet af dagen gæstede vores sponsor fra Sparekassen Danmark stadion og havde slikkepinde med til børnene. Om aftenen blev den årlige grisefest afholdt, hvor Folmer og Kvist som altid grillede kødet. Efter spisningen kom Ole Gas forbi og spillede hele teltet op til dans. Festen og det gode selskab varede til den lyse morgen, og det var den perfekte afslutning på en fantastisk uge.

Ovenud var det en oplevelsesrig og fantastisk idrætsuge, der trods at vejret ikke var helt med os i år, levede op til alle forventninger. En fornøjelse med så meget liv på både stadion og i byen.

Skelund IF vil derfor gerne slutte af med at sige tak:

Der skal lyde en stor tak til alle sponsorerne, der har bidraget til ugen. Der blev sponseret 19 anker øl til fadølsanlægget, hvilket er ny rekord, og over 600 forskellige gaver til tombolaen. De mange bidrag gør, at idrætsugen blev så festrig og succesfuld som mulig, og det er vi taknemmelige for. Også en stor tak til alle de faste sponsorer, der holder liv i klubben og hermed idrætsugen.

Dertil skal lyde en stor tak til alle spillere, lokale klubber og andre deltagere, der har bakket op om og har deltaget i årets idrætsuge. Uden jer er der simpelthen ingen idrætsuge. Tak til de lokale hold, der har villet spille sommerkampen, tak til alle jer, der har bakket op om konkurrencer og initiativer og tak til alle jer, der har kigget forbi stadion i løbet af ugen – også selvom at vejret ikke har været med os. Opbakningen og deltagelsen har været helt forrygende i år, og det er vi dybt taknemmelige for.

Sidst, men ikke mindst, vil vi gerne takke alle de frivillige, der har hjulpet til i idrætsugen. Det har ikke været muligt at kunne afholde idrætsugen, havde der ikke været så mange ildsjæle og klubmennesker, der har lagt et så stort arbejde i det. Det frivillige arbejde er det, der gør, at idrætsforeningen kan rende rundt, og uden jer er der intet Skelund IF. Tak for det.

Nu glæder vi os til efterårssæsonen, hvor bolden igen triller på Skelund stadion, og hvor vi vil afholde flere hyggelige arrangementer.

LÆS OGSÅ: DEBAT: Vores fremtidige kollektive transport i Nordjylland og Danmark 

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler

error: Indholdet er beskyttet