Sparekassen Kronjylland vil støtte fællesskaber, der genbruger og deler
Nu åbner Sparekassen Kronjylland for indstillinger til en ny runde af Garant-millionen, hvor støtten går til fællesskaber, der har fokus på genbrug, reparation og deling.
Det mindsker ikke kun vores klimaftryk, når vi reparerer og deler tingene i stedet for at købe nyt – det kan også bringe mennesker sammen.
Det vil Sparekassen Kronjylland sætte fokus på med en ny runde af Garant-millionen. Garanterne kan nu indstille fællesskaber til støtte under temaet ”Fra brugt til brugbart”.
– Vi vil gerne støtte de steder, hvor mennesker mødes om at reparere, genbruge eller dele, så der opstår et fællesskab omkring det, siger Marlene Bay Møller, områdedirektør for HR & Kommunikation i Sparekassen Kronjylland.
Det kan være en Repair Café, hvor frivillige hjælper andre med at få liv i en gammel radio eller lappe et par bukser. Det kan være en gruppe naboer, der går sammen om at dele haveredskaber og værktøj. Eller en genbrugsbutik, hvor frivillige både giver brugte ting et nyt liv og har et socialt fællesskab.
Genbrug og fællesskab går hånd i hånd
Sparekassen Kronjylland arbejder også med forskellige klima- og miljøtiltag i praksis. Sparekassen har netop for anden gang opkøbt et større areal landbrugsjord, der skal omdannes til natur til glæde for både lokalområdet og grundvandet. Med temaet ”Fra brugt til brugbart” går ønsket om at passe bedre på vores ressourcer igen hånd i hånd med ønsket om at styrke det lokale liv.
– Det er altid vigtigt for os at bidrage til de lokalsamfund, som vi har afdelinger i. Og vi ser mange eksempler på, at klima- og miljøtiltag og sociale fællesskaber hænger sammen, siger Marlene Bay Møller.
Det er Sparekassen Kronjyllands garanter, der kan indstille til Garant-millionen.
– Vi håber, at de vil se sig omkring og tænke: Hvem er det, der gør en forskel for området? Og er der nogen, der har fundet en ny måde at få mere ud af de ting, vi har? Dem vil vi gerne høre om, siger Marlene Bay Møller.
Garanter kan indstille lokale initiativer til Garant-millionen frem til og med mandag 26. oktober.



