Udsigt til nye bilafgifter skaber usikkerhed hos danskerne
Regeringen vil hæve afgiften på elbiler fra nytår. Det sker, kort før at regeringens egen ekspertgruppe kommer med deres bud på, hvordan fremtidens bilafgifter skal skrues sammen. Det skaber usikkerhed for de mange danskere, der overvejer at skifte til en ny elbil. FDM mener, at regeringen skal holde afgifterne i ro, indtil ekspertgruppen har fremlagt deres anbefalinger.
Bilen er for mange danskere nødvendig for at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig er den også en af de største udgiftsposter i familiens budget. Derfor skaber det uro, når regeringen nu melder ud, at elbiler over 366.000 kr. står til at tage et afgiftshop fra 1. januar 2027.
FDM mener, at det skaber stor usikkerhed for danskerne på et tidspunkt, hvor vi venter på et samlet oplæg fra regeringens ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til de kommende bilafgifter.
“Bilen er for mange en af de største investeringer. Derfor skaber meldingen om stigende afgifter på elbiler naturligt uro og utryghed for mange danskere. Vi opfordrer regeringen til at holde afgifterne i ro, indtil der kommer en samlet anbefaling fra ekspertgruppen om en helt ny afgiftsmodel. Alt andet skaber uro om danskernes hverdagsøkonomi,” siger Stina Glavind, adm. direktør i FDM.
Hun understreger, at der er behov for en fair omlægning for alle bilister, selvom målet i sidste ende er en grøn omstilling.
“Det er vigtigt, at flest mulige danskere får et incitament til og mulighed for at vælge elbilen til. Afgifter på biler skal baseres på bilernes egenskaber og ikke bilens pris. Og så skal vi også huske, at en stor andel af danskerne fortsat kører i en benzin- eller dieselbil. Også for dem skaber udmeldingen usikkerhed. Derfor er der brug for at give bilisterne tryghed,” siger Stina Glavind.
Derfor opfordrer FDM politikerne til at skabe ro hos de danske bilister, som i forvejen er ramt af stor økonomisk usikkerhed på grund af stigende udgifter til brændstof og el.



