Frydensberg Efterskole indvier ny sportshal og byder ny forstander velkommen
Frydensberg Efterskole i Mariager realiserer nu en mangeårig drøm, når skolen fredag den 11. september kl. 15.00 indvier sin nye, fuldt udstyrede sportshal med fitnesscenter. Samtidig markeres ansættelsen af skolens nye forstander, Søren Senholt. Begge begivenheder fejres ved en offentlig indvielse, hvor alle er velkomne.
Den nye sportshal er resultatet af næsten ti års visioner og planlægning. Med en sund økonomi og højt elevtal år efter år har skolen nu muligheden for at investere i moderne idrætsfaciliteter, der skal styrke både undervisning, fællesskab og trivsel. Hallen rummer et topmoderne fitnesscenter, og på taget er der installeret solceller, som fremover vil dække mere end halvdelen af skolens energiforbrug.
“Vi er enormt taknemmelige for en snorlige byggeproces og et resultat, der er endnu mere fantastisk, end vi turde drømme om,” siger forstander Søren Senholt. “Sportshallen bliver et samlingspunkt for eleverne, og den giver os helt nye muligheder for at udvikle både idrætsfaglighed og fællesskab.”
Indvielsen bliver en festlig eftermiddag for både skolens elever, forældre, Mariagers borgere og alle Frydensbergs venner. Der vil være kaffe, kage, slush ice, popcorn, hoppeborg og aktiviteter for hele familien.
Alle er velkomne til at deltage i fejringen og se de nye faciliteter.
Tid og sted: Fredag den 11. september kl. 15.00
Frydensberg Efterskole Frydensbjergvej 23-25 9550 Mariager





