Oplev 1.350 cykelryttere på få timer – Hærvejsløbet lægger vejen forbi Hobro
Lørdag den 27. juni 2026 bliver der masser af liv, fart og cykelglæde på Danmarks nye udendørs cykelbane i Hobro, når DGI Hærvejsløbet sender omkring 1.350 ryttere gennem anlægget på blot to timer.
Mellem klokken 11.00 og 13.00 forventes de fleste deltagere at passere cykelbanen, hvor Hobro Cykleklub af 1938 står klar med et af løbets store depoter. Her kan rytterne tanke ny energi, inden turen fortsætter mod Viborg.
Arrangørerne fremhæver selv depotet i Hobro som et af løbets mest spektakulære. Rytterne får nemlig en helt særlig oplevelse, når de først cykler en omgang på den nye bane, inden de ruller ind på inderkredsen, hvor de frivillige står klar med forplejning og service.
Hærvejsløbets 125 kilometer lange rute går fra Godthåb ved Aalborg til Viborg og byder på både naturoplevelser, historiske steder og krævende stigninger. Undervejs passerer deltagerne blandt andet Col de Rebild, Vebbestrup Flødeis og altså Hobros nye cykelbane, som er blevet et af rutens helt store højdepunkter.
For tilskuere er der en oplagt mulighed for at komme helt tæt på feltet. At opleve omkring 1.350 ryttere passere gennem cykelbanen i løbet af blot et par timer er et imponerende syn, og der ventes en stemningsfuld dag med masser af aktivitet, glade motionister og frivillige i arbejde.
Bor man i Hobro eller omegn, er der derfor god grund til at lægge vejen forbi cykelbanen lørdag mellem klokken 11.00 og 13.00. Her kan man opleve den særlige stemning, heppe på rytterne og se Danmarks nye cykelbane danne rammen om et af DGI Hærvejsløbets mest markante depoter.




