ForsideMariagerfjordHar du fornyet dit jagttegn? Politiet opfordrer jægere til at få kigget...

Har du fornyet dit jagttegn? Politiet opfordrer jægere til at få kigget på fornyelse

- Annonce -

Har du fornyet dit jagttegn? Politiet opfordrer jægere til at få kigget på fornyelse

Forny dit jagttegn i tide og undgå at betale for en ny våbentilladelse, sådan lyder opfordringen fra Politiets Administrative Center. Flere jægere end normalt på denne tid af året, har endnu ikke fået fornyet jagttegnet.

Hvert år får et antal jægere unødigt ekstraudgifter til en ny våbentilladelse, fordi jægerne ikke får fornyet deres jagttegn. Efter Miljøstyrelsen sidste år indgik en ny aftale med Betalingsservice, opfordrer politiet alle jægere til at få kigget grundigt på deres automatiske betaling til fornyelse af jagttegnet.

“Vi synes, det er ærgerligt for de jægere, der skal bruge ekstra tid og penge på at ansøge om en ny våbentilladelse, fordi de troede, der var styr på fornyelsen af jagttegnet”, siger Sune Espersen, der er enhedschef i Politiets Administrative Center ved Midt- og Vestjyllands Politi, som hvert år behandler tusindvis af våbentilladelser for jægere i hele Danmark.

Det kan være et betalingskort, der er udløbet, en forglemmelse eller noget helt tredje, der hvert eneste år koster jægere ekstra tid og penge til fornyelse af våbentilladelser, når deres jagttegn ikke automatisk fornyes.

Ifølge reglerne skal jægere betale afgift for jagttegnsfornyelse samt indberette vildtudbytte for det afsluttede jagt-år inden 1. april. Hvis ikke disse betingelser er opfyldt, udstedes der ikke et fornyet jagttegn.

Fornyes jagttegnet ikke, skal politiet tilbagekalde de våbentilladelser, der er betinget af et gyldigt jagttegn, og en ny våbentilladelse koster jægeren 1085 kroner at ansøge.

I år er der særligt god grund til at være opmærksom, fordi Miljøstyrelsen har indgået en ny aftale med Betalingsservice. Det betyder, at jægere, der var tilmeldt den gamle aftale, skal have oprettet en ny automatisk betalingsaftale, hvis de ønsker at betale jagttegnet via Betalingsservice. Jægerne skal dog være opmærksomme på, at en ny tilmelding først vil have effekt fra det kommende jagtår, hvorfor jagttegnet for indeværende jagtår skal betales via betalingskort eller bankoverførsel.

“Selv om Miljøstyrelsen har været ude i god tid med budskabet til mange tusinde jægere, så kan vi konstatere, at der er ekstra mange i år, der endnu ikke har fået styr på fornyelsen af jagttegn”, forklarer Sune Espersen.

En opgørelse fra torsdag den 16. maj viser, at der fortsat er 3452 jægere, som endnu ikke har fornyet deres jagttegn. Antallet er større end ved samme tid sidste år, hvor antallet pr. 16. maj var 2806.

“Som jæger er det altid en god ide, at være opmærksom på at få jagttegnet fornyet. Vi håber, at jægerne bliver opmærksomme på, at der i år er en ekstra god grund til at være omhyggelig omkring jagttegnsfornyelsen. Det er ærgerlige penge at skulle af med til en ny våbentilladelse. Hos politiet vil vi også hellere bruge kræfterne, på nogle af de mange andre opgaver vi har på våbenområdet”, siger enhedschefen.

Sager om våbentilladelser, der er betinget af et jagttegn, som jægeren ikke har søgt om på ny inden fristen, sender Politiets Administrative Center til den politikreds, hvor våbenejeren bor. Politikredsen skal så sigte ejeren for overtrædelse af våbenloven og beslaglægge ejerens våben.

I 2023 sendte Politiets Administrative Center omkring 300 af disse sager til politikredse i hele landet.

Læs mere om tilmelding til ny betalingsaftale hos Miljøstyrelsen her.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler