Helsårsdæk dumper på stribe i ny test
Hver tredje dæk falder igennem i ny stor test af 16 helårsdæk. Mange helårsdæk er hverken gode sommer- eller vinterdæk, advarer FDM. Ét dæk giver dog testfeltet baghjul.
Milde vintre og udsigt til bøder har gjort helårsdæk til et populært valg blandt stadig flere bilister, som vil undgå at bakse med halvårlige hjulskift.
Men overvejer man at skifte til helårsdæk, skal man se sig godt for. Det er nemlig langtfra alle dæk, der er en sikker løsning hele året. Det viser en ny test, som FDM sammen med europæiske bilklubber har lavet af 16 helårsdæk i størrelsen 15 tommer (185/65 R15). Her kommer flere af dækkene på glatis både sommer og vinter.
Af testens 16 dæk dumper seks, mens kun fire klarer sig til bedømmelsen ’god’. De øvrige klarer sig tilfredsstillende. Det er især på sne- og isglatte veje, at dækkene falder igennem.
De 16 helårsdæk er testet på samme måde som sommer- og vinterdæk, blot med den forskel, at de skal have de samme gode egenskaber året rundt, uanset om de skal køre på varme, tørre sommerveje eller våde og glatte vinterveje.
”Der er de senere år sket en stor udvikling inden for helårsdæk, og de bedste dæk er nu så gode, at de kan være en god og praktisk løsning for mange. Men som testen viser, har flere dækproducenter stadig svært ved at forene gode sommer- og vinteregenskaber i ét dæk. Derfor gælder det om at se sig for, for mange helårsdæk er hverken rigtig gode sommer- eller vinterdæk,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Den testede dækstørrelse passer til biler som Peugeot 208, VW Polo og Renault Clio. Flere af de førende dækproducenter laver imidlertid ikke deres nyeste helårsdæk i så lille en størrelse. Det er skidt for forbrugerne, som dermed ikke har adgang til den nyeste dækteknologi til nogle af de mest udbredte biler.
Det er dog ikke alle testens dæk, der har lige svært ved at stå fast. Ét dæk, Continental AllSeasonContact 2, giver de øvrige 15 dæk baghjul, mens tre andre dæk leverer et så godt resultat, at de også betegnes som et godt helårsdæk. Af de testede dæk fraråder FDM, at man køber de seks dårligste dæk.
”Der er mange krav til helårsdæk, der skal kunne stå lige godt fast, uanset om det er på 50 grader varm asfalt eller i 15 minusgrader og vinterføre. Her er helårsdækket fra Continental i en klasse for sig. Skal man købe helårsdæk, er det vigtigste dog, at man går efter et dæk, der har gode egenskaber på både tør og våd vej, og som er snefnugmærket med symbolet 3PMSF (Three Peak Mountain Snowflake), så det også er lovligt i vinterføre,” siger Søren W. Rasmussen.



