19. december i Hobro – DS Arena
Snefnuggene piskede som hvide projektiler mod ruderne, da Jeppe og Jens drejede ind mod DS Arena. Hele Hobro lå mærkeligt stille under stormen og de store projektører kastede et koldt lys over den snedækkede kunststofbane. Det føltes som en anden verden – øde, men med en underlig uro i luften.
“Det her er fucking sindssygt, Jens” mumlede Jeppe og trak huen længere ned. “Prøv lige at hør’; Vi leder efter en fucking hjelm midt i en fucking snestorm og så fandeme ude i fodboldklubben.”
“Og vi gør det, fordi en pisse-mærkelig træskulptur siger det,” svarede Jens tørt, men hans øjne var lige så spændte som Jeppes.
Ved indgangen til loungen stod en høj skikkelse med brede skuldre, små sorte krøller og en stemme som en bjørn: Mads Fyrtårn! Hobro IK’s direktør. Han var den, der havde spillet flest kampe for klubben nogensinde, og hans blik var lige så fast som frosten på de blå plasticsæder på tribunen.
“Drengene,” sagde han og slog armene ud. “Torben Snade ringede. Jeg ved præcis, hvad I leder efter.”
Han førte dem ind i den mørke gang under tribunen. Lyden af vinden forsvandt, erstattet af en dæmpet stilhed, som om væggene selv holdt vejret. Mads stoppede foran døren til det gamle boldrum. Inde i rummet var der mørkt og det lugtede af sure fodboldstøvler og svedige benskinner. I hjørnet stod et gammelt pokalskab uden pokaler. Glassene var dugget af kulden, men bag dem glimtede noget metallisk.
“Der,” sagde han og pegede. “En gammel slidt hjelm. Den blev åbenbart fundet for mange år siden og på et tidspunkt mente Erik Revisor, at den skulle være en del af klubbens DNA, men ingen har rørt den siden.”
Jeppe stivnede. Hjelmen var dækket af støv, men på panden var der indgraveret en rune – enkel, men tydelig. Den glødede svagt i skæret fra projektørlyset.
“Det er den,” hviskede Jens.
Pludselig lød hurtige lette skridt bag dem. Johnny Wildman, lederen af Idrætscentret, trådte ind med sne i håret og et blik, som om han lige var faldet ned fra månen. “Hva’ så? Hvad laver vi? Skal I være med til nytårs-marathon? Er I friske?” ”hvad fuck snakker du om?” spurgte Jeppe. ”Har du slet ikke hørt om alt det der foregår ned i byen med runer og Fyrkat og fucking slanger?” ”Altså, jeg har lige cyklet en lille tur fra Skagen, men grundet snestormen, sad jeg fast i Støvring og så tog jeg cyklen på nakken og løb de sidste 30 km hjem…” svarede Johnny, mens Jeppe lignede én, der havde fået en pose pebernødder galt i halsen. Mads trådte til; ”Ro på Johnny, lad os lige tage snakken om det der løb på et andet tidspunkt. Jeg hjælper lige drengene her og så kan vi tage en kop kaffe bagefter” Johnny nikkede mut og var lidt uforstående over, at de ikke havde den samme overskudsagtige energi, som han havde.
De fik skabet åbnet, og Jeppe løftede hjelmen med sine kolde stive fingre. Den var tung – som om den bar en hel histories vægt. I det samme hylede vinden gennem gangen, og en dør smækkede hårdt i den anden ende.
“Var det vinden?” spurgte Jens.
Johnny rystede på hovedet. “Nej. Jeg tror sgu der er nogen her.” De skyndte sig hen ad gangen og ud mod indgangen. Jeppe mærkede hårene rejse sig på armene. Udenfor på selve kampbanen, gled en skygge forbi og forsvandt på modsatte side mellem de snedækkede tribuner. Men de så det alligevel tydeligt, alle sammen; En frakke. En hat. Et blik, der brændte som kul. Det var Snogen.
LÆS NÆSTE AFSNIT: 20. december i Hobro – Den sidste rune
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
