Hobro IK forlænger med Emil Søgaard og Frederik Mortensen
Hobro IK er nået til enighed med Emil Søgaard om en forlængelse, der holder den stærke forsvarsspiller i Hobro IK indtil sommeren 2027.
Emil Søgaard kom til Hobro IK i sommeren 2021 og har siden spillet 80 kampe i den gule trøje, hvoraf han fik spilletid i de første 50 kampe ud af 50 mulige. Den 26-årige forsvarsspiller, der i sæsonen 2022/2023 blev kåret som sæsonens spiller er sidenhen også blevet en del af anførergruppen i klubben.
Lars Justesen, teknisk chef i Hobro IK, er begejstret over forlængelsen af aftalen med Emil Søgaard:
– Søgaard er en fantastisk case for os. Vi var ikke i tvivl om, at det var en spiller med stor kvalitet vi hentede i Skive IK i sommeren 2021, hvilket vi kun er blevet bekræftet i. Udover at levere på et højt niveau på banen, både på kamp- og træningsbanen, er Søgaard en forrygende ambassadør for os. Samtidig er han en god rollemodel for de mange unge spillere i truppen, hvor han altid yder en professionel indsats. Jeg er stolt og glad over, at vi nu har forlænget aftalen med Søgaard.
Emil Søgaard, der har fået sin fodboldopvækst i Silkeborg IF og senere kom til Skive IK er selv glad for at skrive under på en ny aftale med klubben:
– Jeg er rigtig glad for at være i Hobro IK og har taget klubben mere og mere til mig igennem årene. Det er et fantastisk miljø i og omkring klubben, hvor jeg synes vi har gang i noget rigtig spændende, som jeg naturligvis gerne fortsat vil være en del af. Klubben har taget store skridt de seneste år og bevæger sig i en retning som tiltaler mig meget. Jeg håber at vi i fællesskab kan bygge på og fortsætte den positive udvikling vi er i gang med som hold og klub.
Hobro IK har ligeledes forlænget aftalen med Frederik Mortensen, så den centrale midtbanespiller er at finde i Hobro IK frem til 2026.
Den centrale og hårdt arbejdende midtbanespiller Frederik Mortensen har skrevet under på en ny aftale med Hobro IK, der forlænger den nuværende aftale med to år, altså til 2026. Frederik Mortensen, der primært gør sig på den centrale del af midtbanen, er garant for benhårde tacklinger og hårdt arbejde, hvilket også kan ses på diverse kampstatistikker, hvor Frederik Mortensen blandt andet er den spiller, der har været i flest defensive dueller i NordicBet Ligaen i denne sæson.
Teknisk chef Lars Justesen glæder sig over at have forlænget aftalen med Frederik Mortensen:
– Frederik har vist sig at være en stor gevinst for vores klub, hvor han som arvtager for Jonas Brix-Damborg har udfyldt rollen som hårdtarbejdende og løbestærk centralmidtbanespiller med bravur. Frederik er sindssygt dedikeret og professionel i sin tilgang til fodbolden og har en træningsmentalitet ud over det sædvanlige. Frederik har en stor betydning for vores fodboldhold og jeg er glad for, at vi har forlænget aftalen flere år frem.
Frederik Mortensen, der har spillet 54 kampe for Hobro IK, ser frem til endnu flere kampe i den gule trøje:
– Efter to sæsoner med svingende resultater har vi i denne sæson taget store skridt som hold og som klub. Vores udtryk på banen og spillet med bolden har været i en meget positiv udvikling, hvilket blandt andet kom til udtryk mod AaB. Derfor er jeg glad, stolt og ydmyg over at forlænge mit samarbejde med Hobro IK. Jeg vil fortsætte med at arbejde hårdt og være ambitiøs på mine egne og klubbens vegne, for så er jeg sikker på, der venter mange gode oplevelser for os.
Emil Søgaard og Frederik Mortensen samt resten af Hobro-mandskabet tager på søndag mod Kolding IF på DS Arena i NordicBet Ligaen.