Hobro IK laver ny kampbane
Knap var utallige frivillige hænder og håndværkere færdige med at rydde op og pille telte, scene og ølvogne ned efter “Musik i Østerskoven”, før de store maskiner indtog DS Arena for at skrælle græstæppet af og gøre klar til, at der om få uger er et frisk græstæppe, klar til at byde op til dans i den kommende sæson i NordicBet Ligaen hos de gule i Hobro.
Spillere, trænere og holdet bag holdet holder i disse uger en velfortjent ferie frem til den 24. juni, hvor ferien slutter og optakten til den nye sæson begynder. Hobro IK skal i den kommende sæson forsøge at gentage succesen fra den netop afsluttede sæson, hvor de var med i oprykningsspillet til 3F Superligaen.
Der spilles naturligvis nogle trænings- og testkampe inden 1. runde. Testkampene er endnu ikke offentliggjort, men ifølge vores kilde i klubben venter der nogle spændende kampe, både på udebane, hjemmebane, og så er der lagt op til et vaskeægte nordjysk brag på neutral bane i Mariagerfjord Kommune.