Hobro-pige igen udtaget til A-landsholdet
Der er fodboldstolthed i Hobro. Landstræner for kvindelandsholdet, Jakob Michelsen, har udtaget Caroline Møller Hansen til to vigtige VM-kvalifikationskampe i begyndelsen af marts.
Danmark møder Serbien i Horsens tirsdag den 3. marts, mens det den 7. marts gælder en svær udekamp mod Italien. Kampene er led i kvalifikationen til VM-slutrunden, som afvikles i Brasilien i 2027.
Caroline Møller Hansen, årgang 1998, spiller i dag i den portugisiske storklub SL Benfica. Tidligere har hun tørnet ud for både Inter og Real Madrid. Hun er noteret for 18 A-landskampe samt en lang række ungdomslandskampe: 3 U23, 22 U19 og 9 U16.
Startede i Hobro IK som fireårig
Caroline begyndte at spille fodbold i Hobro IK allerede som 4-5-årig i 2002. Siden blev hun en del af talentsamarbejdet VH08 mellem Hobro IK og Valsgaard IF – i dag kendt som FyrkatQ. Her udviklede hun sig markant og var med til at skabe flotte resultater.
Allerede som U11-spiller blev hun Jysk Pokalvinder i 2009, og i 2011 kunne hun kalde sig Jysk Mester med U13-holdet. I U15-årene kulminerede det med både Jysk Pokalmesterskab og dansk pokaltitel. DM-finalen blev spillet på Trefor Park i Odense og vundet overlegent 6-1 efter blandt andet sejre over Fortuna Hjørring og AaB på vejen til finalen.
Efter tiden i VH08 spillede Caroline en sæson i Skovbakken og tilbragte desuden et år på IMG Academy i Florida. Fra 2015 til 2020 havde hun stor succes i Fortuna Hjørring, hvor det blandt andet blev til tre danske mesterskaber og flere pokaltitler.
I 2020 gik turen til Inter i Italien, og året efter fik hun et drømmeskifte til Real Madrid. Her markerede hun sig blandt andet med et spektakulært langskudsmål fra 43 meter, som blev kåret som sæsonens bedste mål i den spanske liga (Premio Marca GOL) i 2022/2023.
Caroline har gennem årene spillet et stort antal ungdomslandskampe og er i dag en fast del af A-landsholdstruppen.
Det er med stor stolthed, at man lokalt følger hendes udvikling og nu ser hende udtaget til to vigtige A-landskampe. Fra Hobro til den internationale fodboldscene – og nu endnu et kapitel i den rød-hvide trøje.





