Motorvejskontrol nord for Mariagerfjord: 73 forseelser på få timer
Bilister fra Mariagerfjord, der tager turen nordpå ad E45 mod Aalborg, kan være stødt på ekstra mange politikøretøjer tirsdag eftermiddag og tidlig aften. Nordjyllands Politi gennemførte nemlig en større målrettet færdselsindsats på motorvejsnettet omkring Aalborg.
Indsatsen den 15. september blev gennemført med assistance fra andre politikredse og dækkede strækningen fra Støvring i syd til Vestbjerg i nord, herunder både Hirtshalsmotorvejen og Frederikshavnsmotorvejen.
I alt deltog 11 videokøretøjer, og politiet registrerede 73 forseelser fordelt på 57 personer.
Fokus var blandt andet på bilister, der kørte for tæt på den forankørende, og bilister, der undlod at holde til højre.
– Det er nogle trælse tal, vi står med efter indsatsen. Vi har især haft fokus på nogle af de forhold, som kan have stor betydning for trafiksikkerheden, og her ser vi desværre flere alvorlige overtrædelser, siger politikommissær Hjalte Reines, leder af Operativ Færdsel ved Nordjyllands Politi.
Tre personbiler blev registreret i forbindelse med overhaling via nødsporet, mens otte bilister undlod at holde til højre.
14 biler kørte med for kort afstand til den forankørende. Ti af sagerne medførte klip i kørekortet, mens fire førte til betinget frakendelse. Desuden blev 12 personer taget for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørslen.
– Når man kører for tæt på den forankørende eller bruger sin håndholdte telefon, reducerer man sin mulighed for at reagere, hvis noget pludselig sker – og det kan der hurtigt gøre på en motorvej. Og når vi samtidig ser biler, der bruger nødsporet til overhaling, så er det nogle farlige tendenser at se i trafikken, siger Hjalte Reines.
På indfaldsvejene blev der også registreret flere forhold med knallerter. En mand på en lille knallert blev testet positiv for cannabis. Knallerten kunne samtidig køre hurtigere end tilladt, og manden blev fundet i besiddelse af en mindre pose kokain.
En ung mand blev i en anden sag standset på en ulovlig knallert, der kunne køre omkring 100 km/t. Der var heller ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring.
Politiet standsede desuden en sportsvogn med prøveplader, hvor omstændighederne førte til en afgiftssag.
Nordjyllands Politi oplyser, at der også fremover vil være fokus på trafiksikkerheden på motorvejene.




