ForsideMariagerfjordHver tredje husejer aner ikke, om deres bolig har et energimærke

Hver tredje husejer aner ikke, om deres bolig har et energimærke

- Annonce -

Hver tredje husejer aner ikke, om deres bolig har et energimærke

Selvom energimærket er et lovkrav, når en bolig skal sælges, ved mange danskere ikke, om deres egen bolig overhovedet har et energimærke. Men der er penge at hente, hvis man interesserer sig for det, lyder det fra energiekspert.

Hver tredje danske husejer er ikke klar over, om deres bolig har et energimærke, og dermed kender mange ikke den energimæssige stand af deres eget hjem. Det viser en undersøgelse, som analysevirksomheden Exometric har lavet på vegne af NRGi og Gjensidige.  

Og den uvidenhed kan komme til at koste penge, hvis du ikke får prioriteret de potentielle energirenoveringer, understreger byggesagkyndig og energikonsulent hos NRGi, Bo Halm Andersen. 

“Energimærket giver både overblik over det forventede energiforbrug og de energiudgifter, som du løbende skal betale, når du bor i boligen, samt overblik over, hvor meget CO2 boligen udleder. Men sammen med energimærket får du også en rapport med forslag til forbedringer, som kan give store besparelser i dagligdagen,” siger han. 

Det er derfor ikke kun i en salgssituation, at energimærket giver nyttig viden. I rapporten står der fx også, hvor lang tilbagebetalingstid, der er på forskellige energiinvesteringer, og hvor meget du kan forvente at spare miljøet og din egen pengepung for.   

”Hvis du overvejer at kaste dig ud i en energirenovering, så kan det ofte bedst betale sig at se på isolering af fx etageadskillelse, hulmure, tag, eller nye og bedre isolerende vinduer. I nogle bygninger kan udskiftning af varmekilden også være med til at hente store besparelser, især hvis huset opvarmes med olie- eller gasfyr,” siger Bo Halm Andersen. 

Det kan betale sig at have et godt energimærke 

I Gjensidige opfordrer skadedirektør, Lene Rasmussen, husejerne til at tage vedligeholdelse og forbedringer alvorligt. Både for miljøets skyld, men også for at sikre værdien af boligen.   

“For mange boligkøbere er klima og energiudgifter kommet mere i fokus, så et godt energimærke er helt klart med til at gøre en bolig mere attraktiv. Ved at vedligeholde og renovere boligen løbende undgår du, at skader udvikler sig og ender med at blive store og dyre. Det er betydeligt billigere i det lange løb,” siger Lene Rasmussen.  

Der er omkring 680.000 gyldige energimærker for en- og flerfamiliebygninger i Danmark, viser tal, som Energistyrelsen har udleveret til Gjensidige. I følge loven skal der være et energimærke, før en bolig må annonceres til salg eller udlejes i mere end fire uger. Et energimærke viser, hvor energieffektiv en bolig er på en skala fra A til G, hvor et A bliver tildelt boliger med det laveste energiforbrug, og G bliver givet til boliger med det højeste energiforbrug. 

Om undersøgelsen  

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.082 villa- og rækkehusejere i marts-april 2024 af analysevirksomheden Exometric, som er en del af NRGi. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.  

Har din bolig et energimærke? 
Ja 38 %    
Nej 29 %    
Ved ikke 34 %    
Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler