Indbrud i dagtimerne: Kameraer, computer og smykker stjålet
En villa på Kirkedalsvej ved Hvilsom har været udsat for indbrud i dagtimerne mandag den 28. september.
Politikommissær Thomas Klok fra Himmerlands Politi fortæller, at politiet har modtaget en anmeldelse om indbruddet, der er sket i tidsrummet mellem kl. 7 og 16.
Gerningspersonerne har knust en rude og er på den måde kommet ind i villaen. Herefter har de været rundt i hele huset.
Fra villaen er der blandt andet stjålet to kameraer, en bærbar computer samt diverse smykker.
Politiet vil gerne høre fra personer, der kan have set eller hørt noget mistænkeligt på Kirkedalsvej eller i området ved Hvilsom i det pågældende tidsrum.
Himmerlands Politi kan kontaktes på telefon 114.








