Indbrudstyve slog til på Visborgvej
Himmerlands Politi har modtaget en anmeldelse om et indbrud i en villa på Visborgvej ved Visborg. Ifølge politikommissær Ann-Britt Miller har gerningspersonerne skaffet sig adgang til huset ved at knuse en rude i en terrassedør.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra søndag den 20. oktober klokken 10 til tirsdag den 22. oktober klokken 11. Ejeren har endnu ikke fuldt overblik over, hvad der er stjålet, men politiet har sikret spor fra stedet og efterforsker sagen videre.
”Vi har den seneste uge oplevet flere tilfælde, hvor gerningspersoner benytter fremgangsmåden at knuse en rude i en terrasse- eller hoveddør for at komme ind i huset,” oplyser politikommissær Ann-Britt Miller.
Politiet opfordrer borgere i området til at være opmærksomme og melde mistænkelig adfærd.
Har du set eller hørt noget i området omkring Visborgvej i den nævnte periode, kan du kontakte politiet på telefon 114.





