Indsamling i Arden og omegn: Frivillige går på gaden 8. marts
Søndag den 8. marts vil frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp igen være at finde på gader og veje i Arden, Astrup, Rostrup, Rold og Vebbestrup. Her samler de ind til mennesker, der er ramt af krige, katastrofer og sult.
Lokalt håber indsamlingsleder Birthe Oue Hansen på stor opbakning.
– Krige, katastrofer og uretfærdighed fylder meget rundt om i verden. Af og til kan jeg selv blive ramt af modløshed og tænke, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Men når vi samler kræfterne lokalt, kan vi faktisk gøre en stor forskel for nogle af dem, der har det sværest, siger hun.
Sidste år deltog mere end 10.000 frivillige indsamlere i hele landet, og pengene er blandt andet gået til at sikre mad, rent drikkevand og husly til familier i nogle af verdens hårdest ramte områder.
– Den årlige indsamling er en mulighed for os i vores lokalområde til at stå sammen om et fælles formål. Den gør noget godt for samvittigheden, det lokale fællesskab – og for troen på, at vi sammen kan skabe en bedre verden, siger Birthe Oue Hansen.
I år går pengene blandt andet til mennesker i Ukraine, Gaza og Sydsudan. For det beløb, en typisk indsamler får samlet ind på en formiddag, kan to børnefamilier i Sydsudan få mad nok til en måned.
Mødested og kontakt
Arden, Rold og Vebbestrup
Mødested: Arden Sognegård
Kontakt: Birthe Oue Hansen
Mail: birtheoue@hotmail.com
Astrup og Rostrup
Mødested: Astrup Kirke
Kontakt: Morten K. Holmriis
Mail: mkho@km.dk
Interesserede kan også læse mere og tilmelde sig på noedhjaelp.dk/indsamling.
Alle kan deltage, og indsamlingen finder sted søndag den 8. marts 2026 – og arrangørerne håber, at mange igen i år vil være med til at gøre en forskel.





